Fuld knald på pædagogisk debat

Pædagogers udfordringer er tema på BUPL’s kongres til november. Nu kan du debattere med på Facebook.

Dårlige normeringer, mangel på nærvær, øget inklusion og krævende forældresamarbejde.

Det er nogle af de udfordringer, deltagerne skriver om i et nyt debat­forum på Facebook. Forummet ’Pædagogers udfordringer’ havde efter en uges eksistens langt over 800 medlemmer, som flittigt kommenterer hinandens opslag om hverdagens udfordringer.

Det er BUPL, som står bag, og forretningsudvalgsmedlem Allan Baumann synes, at den store interesse tegner godt.

»Vi holder en masse medlemsmøder rundt omkring i organisationen, men i et online-forum kan vi nå nogle andre og flere medlemmer. Det er nemt lige at bruge fem minutter ved computeren derhjemme og sende sit indlæg,« siger Allan Baumann.

Manglende tid til arbejdet er et gennemgående tema i indlæggene, og en række undersøgelser peger i den samme retning. En undersøgelse fra BUPL Storkøbenhavn fra april viser, at 7 ud af 10 pædagoger oplever, at de ikke kan være så nærværende, som de gerne vil. I en FTF-undersøgelse fra 2012 svarer 48 procent af pædagogerne, at de oplever ’store’ eller ’meget store krav’ til et højt arbejdstempo.

Og BUPL’s medlemsundersøgelser samt et netop afholdt træf for fællestillidsrepræsentanter peger på, at pædagogernes største udfordring er oplevelsen af, at der er stor uoverensstemmelse mellem deres pædagogiske værdier og ikke mindst manglende tid plus lave normeringer.

»Hele tiden er man presset til det yderste. Man har ingen tid til lige at tænke sig om, fordi man konstant skal kaste sig over en ny opgave,« siger Allan Baumann.

Medlemmernes bud på udfordringer er tænkt som et direkte bidrag til debatten på BUPL’s kongres i november.

»Pædagogerne kender udfordringerne, fordi de står i dem hver dag, og organisationen kender de politiske systemer. Igennem tæt dialog kan vi derfor i fællesskab arbejde for i sidste ende at sikre pædagogerne bedre rammevilkår og arbejdsbetingelser,« siger Allan Baumann.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.