Fremtid uden børnene

Regeringens 2020-plan lægger op til fortsatte besparelser på børnene. Det er det stik modsatte af at sikre velfærden, mener BUPL's formand, Henning Pedersen.

Børnene er ikke længere Danmarks fremtid.

Når regeringen skal fremtidssikre landets økonomi og velfærd, vil pengene gå til sundhed, forskning og uddannelse. Der skal ikke investeres i børn, fremgår det af VK-regeringens plan 'Reformpakken 2020 - Kontant sikring af Danmarks velfærd'.

Det vækker bekymring i BUPL.

"Jeg frygter nu, at nedskæringsbølgen vil fortsætte på børneområdet mange år fremover," spår formand Henning Pedersen.

Regeringen har regnet sig frem til, at der mangler 47 milliarder kroner i de offentlige kasser. Genopretningspakken fra sidste år har leveret 24 milliarder kroner, men der mangler stadig 23 milliarder kroner. Og dem skal 2020-pakken nu levere.

Der er to modsatrettede budskaber i planen: De offentlige udgifter skal bringes ned til under 50 procent af bruttonationalproduktet i 2020. Samtidig skal der investeres ekstra i sundhed, forskning og uddannelse.

Hvis regnestykket skal gå op, må resten af den offentlige sektor spare. Og en tung post, som er tilbage, når sundhed, uddannelse og forskning fredes, er vuggestuer, børnehaver og fritidsordninger.

"Vi ved, at børnenes første år er utroligt vigtige for børnene selv og for samfundet. Men det er, som om politikerne konsekvent glemmer det, når de skal fremlægge store fremtidsplaner. Det er meget uklogt, for børnene er Danmarks fremtid," siger Henning Pedersen.



Smæk til de gamle. Børnene er ikke alene om at betale gildet. De ældre og mennesker med nedsat arbejdsevne står også for skud.

Regeringen lægger op til, at efterlønnen, som pædagoger i høj grad benytter sig af, afskaffes gradvist. Samtidig skal der ske indskrænkninger i fleksjobordningen, som bruges af mange mennesker med nedsat arbejdsevne.

De to forslag får derfor slet ingen opbakning i BUPL.

"Pædagoger har hårdt brug for både fleksjob og efterløn. Mange er nedslidte efter et langt arbejdsliv i institutioner, som er under massivt pres i disse år og tilsyneladende vil blive ved med at være det i mange år frem. De plages blandt andet af støj, tunge løft, stress, konstante nedskæringer og manglende vikardækning," siger BUPL-formanden, som giver den samlede plan dumpekarakter.

"Reformpakken sikrer ikke velfærden, tværtimod. Jeg tror desværre, at den vil resultere i det stik modsatte," siger han.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.