Fra BUPL til regeringen. Flere ressourcer øger kvaliteten

I løbet af foråret kommer regeringen med et forslag til ændringer på dagtilbudsområdet. BUPL vil gerne spille ind med forslag til, hvordan kvaliteten kan øges, men fastholder, at det også handler om ressourcer.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) brystede sig i nytårstalen af, at regeringen allerede har givet mange penge til flere pædagoger. Hun lovede, ’det vil ikke stoppe der’. Den sætning har givet BUPL forhåbninger om, at der er flere penge til daginstitutionsområdet i det udspil til ændringer på dagtilbudsområdet, som ventes inden for de kommende måneder.

Det gyldne håb er, at der bliver gjort noget ved normeringerne, og at løfterne ikke kun er varm luft.

Men Elisa Bergmann, BUPL’s formand, har bemærket, at der er en berøringsangst fra socialminister Manu Sareens (R) side i forhold til at snakke om minimumsnormeringer.

»Politikerne skal holde op med at fornægte, at der er sammenhæng mellem kvalitet og normeringer – det har SFI jo har slået en tyk streg under med sin forskning. Når pædagoger for eksempel har mulighed for at arbejde i mindre grupper, kan de skabe bedre resultater, og man kan få de børn med, som har forskellige udfordringer. Derfor skal der gøres plads til, at vi kan bruge vores faglighed. Faktisk indeholder dagtilbudsloven allerede rigtig gode mål, og dem vil vi gerne have ressourcer til at opfylde,« siger hun.



Ikke flere metoder. BUPL forventer at få en grundig drøftelse med ministeren om, hvad kvalitet er, særligt i forhold til tidlig indsats, fordi man kan se, at der især mangler pædagoger til de mindste børn.

»Her er et ekstra stort behov for at få løftet kvaliteten i forhold til normeringer og uddannelse. Men det handler også om trivsel og om, hvordan der kan blive tid til at planlægge og evaluere, tid til at iagttage og observere børnene og tid til den nødvendige og meget vigtige dialog med forældrene. Vi er særligt opmærksomme på, at vi ikke har brug for at få endnu en metode lagt ned over os. Vi har brug for, at vi kan tale om barnets ret til at have en god dag, til at have venner, til at møde nærværende voksne og til at være en del af et fællesskab,« siger Elisa Bergmann.

BUPL vil også gøre ministeren opmærksom på, at der er alt for stor forskel på kommunernes brug af ressourcer til daginstitutionerne og på, hvordan kommunerne følger op på pædagogernes arbejde. Vil man have engagerede pædagoger, kræver det en god politisk ramme, mener Elisa Bergmann.

»Der skal være nærvær, gensidig dialog og tæt opfølgning på de fastsatte mål i det system, vi bygger op om hele vores dagtilbudsområde,« siger hun.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.