Formaninger og trusler
Formaninger og trusler
"Vi må alle gøre en indsats ... og tage et større personligt ansvar." Statsminister Anders Fogh Rasmussen anslog den helt store moralske tone i sine taler og svar på det nyligt afholdte landsmøde i partiet Venstre.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen spillede samme melodi, da han løftede sløret for beskæftigelsesplanen "Flere i arbejde".
Hvis moral er godt, så må dobbeltmoral være dobbelt så godt
Det ligner dobbeltmoral at mane til ansvar og samtidig true med pisken. Indfaldsvinklen er, at det skal kunne betale sig at arbejde, så derfor må systemerne og - især - satserne trimmes.
Arbejdsløse skal være mere mobile. Transporttid til arbejde sættes op til fire timer dagligt, og arbejdsløse kan anvises et hvilket som helst arbejde fra førstedagen, uanset uddannelse og kvalifikationer.
Kontanthjælpen og understøttelsen er for høj. De unge sættes på SU-ydelse, og kontanthjælpen får et loft. Det er en ond cirkel, hvor lavere ydelser og krav om "indslusningsløn" eller lignende går hånd i hånd.
Uddannelsesindsatsen for arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere fjernes stort set til fordel for arbejdspraktik med løntilskud til arbejdsgiverne.
Dimittender (bl.a. pædagogstuderende) skal være medlem af en a-kasse et år for at få dimittend-ydelse.
Og Arbejdsformidlingen skal være privat.
De eneste, der går fri, er - som sædvanlig - arbejdsgiverne. De får det lettere med enklere tilskudsregler og mindre papirarbejde. Det er sådan set o.k., men hvad med at forpligtige arbejdsgiverne som en del af den nye "noget for noget"-strategi?
Der er allerede en lang række sanktionsmuligheder overfor arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere, der ikke tager anvist arbejde. Hvorfor skulle hårdere sanktioner skaffe flere jobs? Og hvorfor begrænse uddannelsesmulighederne, når der netop er brug for uddannelse til arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere?
Der er behov for ordinære jobs til overenskomstmæssig løn, og der er brug for at udvikle relevante uddannelsestilbud gerne med en kompetancegivende uddannelse som resultat.
Det er helt klart Venstres politik, at det især er indvandrere, kontanthjælpsmodtagere og de unge, der skal være ansvarlige og gøre en indsats Hvis den moralske opfordring ikke virker - ja, så har man altid pisken at ty til.