Forårsfornemmelser

I bund og grund handler det jo om, hvilket samfund vi gerne vil have.

Så er foråret i gang, og der er gære og grøde. Traditionen tro har mange brugt påsken til at gå i haven, tage et overblik over vinterens skader og kaste sig ud i at grave og trimme og plante og beskære. Selv om april er en omskiftelig måned rent vejrmæssigt, så er det også den drømmemåned, hvor man ser det flotte - og velpassede - staudebed for sit indre øje; hylden blomstrer og syrenerne dufter, og man forestiller sig lange, lune sommeraftener med alt, hvad dertil hører.

Man bliver altså mere positiv af det forår.



Med nogle af regeringens tiltag kan man håbe, der samtidigt gives nye anledninger til, at vores krav kan imødekommes. Læreplanerne var ikke umiddelbart vores yndlingsthe - i væsentlig grad, fordi at arbejde med børns læring i forvejen er en del af den pædagogiske praksis - men med de justeringer, der kom hen ad vejen, kan man jo håbe, at planerne udfolder sig hensigtsmæssigt til gavn for børnene. Og på baggrund af planerne kan vi stille nogle krav. Der er f.eks. ikke taget højde for ressourcer, f.eks. til efter/videreuddannelse af pædagoger, og det må der helt afgjort gøres noget ved. Man putter jo ikke bare en plante i jorden uden at skænke det en tanke, hvordan dens vækstbetingelser er.



Det længe ventede lovforslag om private daginstitutioner har også været i folketingssalen. Det er meget godt, at formålsbestemmelserne for børn- og ungeområdet og læreplanerne også skal opfyldes i de private institutioner, men vi bryder os ikke om profitmuligheden for de eventuelle private aktører på daginstitutionsområdet. Den markedstilgang minder alt for meget om massefabrikation af sekundavarer - kan man tjene på det, så pyt med kvaliteten.

Der er mange vildskud i det lovforslag. Sammenligner man med friskoleloven, så står det jo her klart og tydeligt, at man skal geninvestere eventuelt overskud til gavn for børnene. For daginstitutioner gælder altså nogle andre synspunkter i den nuværende regering, selv om det er jo er klart for enhver, at det er de spæde nye spirer, der skal passes særlig godt på, hvis de skal vokse sig store og stærke.



Derfor er det meget positivt at tænke på, at de hidtidige undersøgelser af forældrenes holdning til "frit-valgs"-tankegangen viser, at forældre generelt er meget tilfredse med deres børns daginstitutioner. Nye tal fra Socialministeriet - som BUPL også tidligere har dokumenteret - viser, at kun en procent har takket ja til at få kommunalt tilskud med børnene over i private pasningsordninger. Og på landsbasis blev kun godt 700 børn passet af egne forældre under den nye tilskudsordning.



I bund og grund handler det jo om, hvilket samfund vi gerne vil have. Vi vil et lighedsskabende samfund med solidaritet og fælles ansvar, og jeg er ikke i tvivl om, at vi med denne regering vil blive holdt til arbejdet. Der skal luges, og der skal bekæmpes ukrudt fra tid til anden. Skvalderkålen breder sig, når man vender ryggen til.

Så vi vender ikke ryggen til et øjeblik. Vi holder øje.

Rigtig godt forår.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.