Folketingsvalg: Vi kæmper videre

De to pædagoger og folketingskandidater Kristian Egebæk Mortensen og Birgit Elgaard, som du kunne læse om i sidste nummer af Børn&Unge, fik ikke stemmer nok til at komme ind i Folketinget. De er enige om, at en rød regering ikke er en mirakelkur for pædagogerne.

Jeg er stadig konservativ

Kristian Egebæk Mortensen

Folketingskandidat for

Det Konservative Folkeparti i Ringsted og souschef i

Børnehaven Lærkereden i

Roskilde.



De Konservative er gået kraftigt tilbage. Har det konsekvenser for dit politiske engagement?

"Nej, jeg er stadig konservativ og vil kæmpe for den konservative sag."



Hvordan vil du kæmpe videre for at få indflydelse?

"Jeg satser på, at min kreds fortsat vil have mig som folketingskandidat. Vi skal vise den konservative profil endnu bedre, for der er ingen tvivl om, at resultatet for de konservative er katastrofalt."



Hvad kommer det til at betyde for landets pædagoger, at de Konservative ikke kommer i regering?

"Jeg tror ikke, det får betydning for pædagogerne. Uanset om det er rød eller blå blok, der regerer, er der så store udfordringer på det offentlige område, at jeg ikke tror, der kommer ændringer de første par år. Jeg ved godt, at de Radikale har sagt, at de vil have 3000 flere pædagoger. For pædagogerne ville det da være dejligt, men jeg tror, at man skal uddanne de folk, som vi i dag har i daginstitutionerne. Så vi i stedet for at have 60 procent pædagoger og 40 procent medhjælpere kan få flere uddannede medarbejdere."



Siger du, at det kan være lige meget, hvor man satte sit kryds, hvis man har fokus på det pædagogiske område?

"Ja, det synes jeg. Hele debatten om børn har været præget af, at man starter med de 6-årige i skolen. Hverken Enhedslisten, Socialdemokraterne eller SF kan svare på, hvorfor det er så vigtigt at sætte børn i institutioner, og hvad er det for en udvikling, der sker her. Der har hele det politiske spektrum svigtet."



Vi er afhængige af alliancer

Birgit Elgaard

Folketingskandidat i Nordjylland for Socialdemokraterne. Afdelingsleder i Social og Sundhedsforvaltningen i Frederikshavn Kommune og tidligere formand for BUPL.



Hvordan vil du nu, hvor du ikke kom i Folketinget, kæmpe for at få politisk indflydelse?

"Jeg vil selvfølgelig blive ved med at tale for mine mærkesager via Socialdemokraterne her i Aalborg. Så må jeg se, hvordan det ser ud næste gang, der er folketingsvalg."



Hvad tror du, det kommer til at betyde for pædagogerne, at vi nu får en rød regering?

"Det er en smule beklageligt, at vi ikke fik et større flertal end det, vi fik. Det betyder jo, at vi er afhæng­ige af at skulle skabe alliancer på tværs af partierne, og at den politik, som Socialdemokraterne havde forestillet sig på det sociale område, kan blive en smule udvandet."

Mange pædagoger ønsker minimums­normeringer. Er det ønske tættere på at blive til opfyldt med en rød regering?

"Det tror jeg ikke, når flertallet er så lille, som det er. Jeg tror, at økonomi og reformer bliver omdrejningspunktet nu. Der kan jeg godt være bekymret for, at det bliver svært at skabe enighed på tværs af partierne. Venstre er jo stadig det største parti i Danmark, og rød blok er jo ikke ret meget stærkere end blå blok."



Mange har spået, at Mette Frederiksen (S) bliver socialminister. Hun har ikke ville love at indføre minimumsnorme­ringer, selvom både Enhedslisten og Det Radikale Venstre har forslag om at ansætte flere pædagoger. Tror du, at de to topscorepartier kan få hende til at ændre holdning?

"Man bliver jo nødt til at lytte til de partier, fordi de er blevet så stærke som de er. Det kan måske komme pædagogerne til gavn."

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.