Flere pædagoger oplever fysisk vold på jobbet
Flere pædagoger oplever fysisk vold på jobbet
Næsten hver fjerde pædagog har oplevet fysisk vold på arbejdspladsen inden for det seneste år. Det viser en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). Det er 15 procent mere end i 2012. Undervisningsminister Merete Riisager (LA) mener, at problemet skyldes manglende respekt og manglende vejledning. Ministeren har derfor nedsat en arbejdsgruppe til at udarbejde en handlingsplan, som skal forebygge vold og hjælpe skolerne med at håndtere konflikten. Faglig sekretær i BUPL Mette Aagaard Larsen tager imod gruppen med åbne arme, men mener, at årsagerne til volden skal findes andre steder.
»Inklusionsindsatsen betyder, at flere medarbejdere ikke har fået kompetencerne til at løse opgaven. Samtidig er normeringerne faldet. Det betyder, at flere pædagoger gerne vil løse problemerne, men ikke har ressourcerne. Ministeren negligerer, hvad der sker i praksis. Der skal følge ressourcer med til de opgaver, som pædagogerne har, ellers kan vi ikke løse dem, og så står vi overfor problemet med stigende vold,« siger hun.