Flere ledige pædagoger

Selv om ledigheden stadig er lav blandt pædagoger, er den steget fra 1,5 procent i august sidste år til 2 procent i år. Pædagoger, der har arbejdet i andre brancher, rammes af den økonomiske krise.

Lidt flere pædagoger er nu ramt af ledighed end sidste år på samme tid. 2081 medlemmer af pædagogernes a-kasse er ledige. Sidste år på samme tid var tallet 1924. Det svarer til en stigning fra halvanden procent til to procent.

Bag tallene gemmer der sig også pædagoger, som tidligere har forladt faget til fordel fra andre erhverv, og som nu er blevet ramt af den økonomiske krise, oplyser BUPL's a-kasse. For eksempel meldte et medlem, som havde arbejdet på en chokoladefabrik, sig ledig for nylig, men også pædagoger med kontorarbejde er blevet arbejdsløse i den seneste tid.

Langt de fleste medlemmer af a-kassen er dog stadig pædagoger, og selvom ledigheden er svagt stigende, er det ikke alarmerende, fastslår næstformand i BUPL's a-kasse, Flemming Brøgger Andersen.

"I hovedstadsområdet er der stadig mangel på pædagoger, men samtidig en stigende ledighed. Det er da et paradoks, men hovedstadsområdet har også mange nyuddannede, som venter på at få det rigtige job, så derfor forventer vi, at ledigheden falder igen," siger han.

Der er dog det forbehold, at flere kommuner har planlagt besparelser til næste år. En undersøgelse fra BUPL har vist, at 40 procent af kommunerne planlægger besparelser på børneområdet.

"Vi håber, at budgetlægningerne bliver bedre, så besparelserne bliver lavere. Men hvis de planlagte besparelser bliver gennemført, vil det også betyde flere ledige. Det er også derfor, det er grotesk at spare på børneområdet, fordi man dermed bare flytter udgifterne over i arbejdsløshedssystemet," siger Flemming Brøgger Andersen.

Samtidig er der også store regionale forskelle på ledigheden. I Nordsjælland er ledigheden på én procent, mens den på Fyn og Bornholm er på tre procent. På Bornholm er ledigheden dog faldet - tidligere på året var den helt oppe på seks procent.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.