Find selv lønnen 2

I næste års budget fastholder Odder Kommune, at institutionerne selv må finde pengene til den lønstigning, medarbejderne har krav på ifølge overenskomsten

Hent pengene ved kasse 1. Bevæg jer derefter til kasse 2 og betal et tilsvarende beløb tilbage.

Med en lille teknisk skrivebordsøvelse, har Odder Kommune syd for Århus tilsyneladende løst den gordiske knude. I budgetforliget for næste år har et flertal i byrådet afsat 2,1 millioner kroner, så institutioner og andre kommunale arbejdspladser med lønsumsstyring kan dække udgiften til den efterregulering af Ny Løn, medarbejderne ifølge overenskomsten havde krav på fra 1. april i år. Samtidig bliver de samme institutioner og arbejdspladser pålagt at spare et beløb af fuldstændig tilsvarende størrelse.

Altså en nul-løsning for kommunen, som dermed reelt står fast på den besked, de gav medarbejderne i april: Find pengene til lønnen selv. Børn&Unge omtalte problemet i nr. 12/2004.



Råd til hal men ikke løn. Fællestillidsrepræsentant Helle Jensen Møller, BUPL Århus Amt, føler sig stærkt provokeret af politikernes manøvre og kalder den for noget svineri. Hun mener, at de på den måde løber fra et løfte om, at der var tale om en midlertidig ordning.

"Det, de afleverer ved hoveddøren, tager de igen ved bagdøren. Dengang sagde politikerne, at lønforhøjelsen ville blive kompenseret, hvis der var penge til det i 2005-budgettet. Det kan derfor undre, at kommunen har sat et stort millionbeløb af til at bygge en ny multihal, men ikke har råd til at betale medarbejdernes retmæssige lønforhøjelse. Nu må institutionerne selv finde pengene andre steder i budgettet, og det kan ikke undgå at gå ud over kvaliteten," siger Helle Jensen Møller.

Sekretariatsleder og lønforhandler i BUPL Århus Amt Niels Kjeldsen mener, sagen giver anledning til fornyet diskussion om Ny Løn-systemet.

"Det bør blive et emne ved de kommende overenskomstforhandlinger. I aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) omkring kommunernes økonomi, hedder det, at der skal være plads i budgetterne til Ny Løn. Men hvad nytter det, at man sidder centralt og laver aftaler, hvis de ikke bliver overholdt lokalt," siger sekretariatsleder og lønforhandler Niels Kjeldsen.

Odders borgmester, Elvin J. Hansen (S), afviser, at kommunen skulle være løbet fra noget løfte.

"Vi sagde i april, at hvis vi fik pengene fra staten, ville vi sende dem ud. I stedet har vi været nødt til at hæve skatten for at få budgettet til at hænge sammen og fortsat være en kommune i vækst," siger borgmesteren og lover, at der i budgettet for 2005 er sat penge af til efterregulering af Ny Løn, så institutionerne ikke står i samme situation næste år.

"Jeg vil ikke bortforklare, at der kan blive tale om serviceforringelser som følge af besparelsen. Men når pædagogerne siger, at vi skal pege på hvor, de skal tage pengene, siger vi, at de selv er de nærmeste til at finde dem," siger Elvin J. Hansen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.