Finanslov: Skolerne skal spare mindre

Besparelserne på professionshøjskolerne blev halveret. Men det er stadig en katastrofe, siger rektorernes formand.

Da finansloven tirsdag i sidste uge fik sin færdige form, kunne blandt andre professionshøjskolerne glæde sig. Uddannelsesområdet skal spare en halv procent mindre end først antaget.

"Fint nok, at den tvungne opsparing på alle ministerielle områder for vores vedkommende blev halveret. Men det er stadig en katastrofe for uddannelsesområdet, at der overhovedet skal spares," siger formanden for professionshøjskolernes rektorforsamling, Laust Joen Jakobsen.

Under tirsdagens forhandlinger fik Dansk Folkeparti et løfte fra finansministeren om, at den tvungne opsparing på en halv procent vil komme tilbage til uddannelsesinstitutionerne allerede 1. januar 2009.

Men Laust Joen Jakobsen er selv rektor på Professionshøjskolen København, som skal spare op mod 30 millioner kroner, og han er langt fra tilfreds.

"Vi skal have meget mere end en halv procent, for fakta er, at der år efter år er blevet skåret ned på uddannelse, og nu kan vi ikke finde flere steder at spare," siger han.



Brug for et løft. Rektorernes formand bakkes op af Enhedslistens uddannelsesordfører Johanne Schmidt-Nielsen.

"Uddannelsesinstitutionerne kan ikke undvære en krone, men har brug for et kæmpe løft. Pædagog- og læreruddannelserne oplever, at elevholdene bliver større, og de studerende får færre undervisningstimer og mindre vejledning. Det er absurd, at regeringen taler om uddannelser i verdensklasse, og så tager midlerne fra dem," siger hun.

Hun lykønsker dog de studerende, som har været på gaden for at demonstrere mod finanslovens besparelser. Og formand for Pædagogstuderendes Landssammenslutning, Julie Manley Vorsaa, melder, at de studerende er klar til at fortsætte kampen for deres uddannelse.



"Vi er glade for den halve procent, men der er stadig voldsomme besparelser at kæmpe imod, og vi håber, vi kan flytte politikerne ved fortsat at vise, hvor galt det står til," siger hun.

Sidst, de pædagogstuderende var på gaden, var den 11. marts i Odense til et stormøde under parolen "Nej til discountuddannelse - Ja til pædagogik i verdensklasse". Læs om det på www.P-L-S.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.