Ekspert advarer. Regler underminerer pædagogers dømmekraft

Stramme regler for samvær mellem børn og voksne i institutioner risikerer at sætte pædagogers faglighed og intuition ud af kraft.

En forståelig reaktion oven på en traumatisk pædofilisag, men en overreaktion, der risikerer at underminere pædagogernes egen dømmekraft og intuition. Sådan betegner Else-Marie Buch Leander, der forsker i frygt for pædofili ved Aarhus Universitet, de endnu ikke vedtagne ’Regler for samvær i Lyngby-Taarbæk Kommunes institutioner’.

»Hvis man pålægger institutio­nerne at indføre de her samværsregler, så er man med til at opretholde en frygttilstand og en mistænkeliggørelse af det pædagogiske personale,« siger Else-Marie Buch Leander, der ikke tidligere har set en så konkret liste over regler fra kommunalt hold, som den Lyngby-Taarbæk lægger op til i udkastet.

»Det er tankevækkende, at der sættes spørgsmålstegn ved, om man må hjælpe børn med at tage tøj på, når de er fire år,« siger hun.

Til det svarer Centerchef i Center for Uddannelse og Pædagogik i Lyngby Taarbæk Erik Pedersen:

»Man kan også vende den om og sige, at hvis der slet ikke er nogen retningslinjer, så ved pædagogerne ikke, hvordan de skal agere for ikke at blive udsat for mistanke. Det er jo dilemmaet i det her, og der er ikke nogen lette svar. Derfor må det også være op til den enkelte institution at finde de svar, der gør, at både forældre og personale kan føle sig trygge.«

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.