Drop familielovsangen

I børnehuset Stjernen skal du ikke bruge tid på at snakke om din familie. Det handler om jobbet, siger leder Birthe Mortensen, som ikke lægger vægt på fysisk form.

Hvis du gerne vil ansættes i Børnehuset Stjernen i Gladsaxe, er der tre ting, du skal have for øje.

Du skal lade de højhælede blive hjemme. Du må ikke være for genert. Og så skal du give chefen et fast håndtryk.

"Jeg ansætter helst ikke pædagoger med et slattent håndtryk," forklarer børnehaveleder Birthe Mortensen og tilføjer, at der faktisk også kan være en fjerde ting, som gør, at hun næsten pr. automatik sorterer folk fra.

"Jeg har oplevet ansøgere, som har indledt samtalen med at sige, at deres familie betyder alt for dem. Men hvad kan jeg bruge det til? Ved at understrege det til en samtale vækkes mistanken om, at der kan ligge en del sygefravær gemt her. Og med sit udsagn antyder ansøgeren vel også, at familien er det vigtigste for netop hende, men måske ikke for os andre," siger Birthe Mortensen.

På trods af at hun efterhånden har mange års erfaring i at ansætte folk, erkender hun, at hun indimellem får valgt de forkerte.

"Under en samtale kan det være svært at nå helt ind til mennesket. Så opstår 'fejlkøbene'. For eksempel ham eller hende, som viser totalt manglende overblik. Her i institutionen er vi afhængige af, at alle er i stand til at arbejde på tværs af børnegrupperne. Det går ikke, hvis man kun har øje for sin egen verden og ikke tager højde for helheden eller kollegernes behov," forklarer Birthe Mortensen og understreger, at 'fejlkøbene' ikke længere er ansat i hendes institution.

Spørger du ind til, hvad ansøgerne laver i fritiden?

"Nej. Jeg skal jo ikke ansætte min næste gode ven, som jeg kan dele interesser med, men den bedst kvalificerede pædagog. Hende med de rette kompetencer. Det med håndværket er i det hele taget utroligt vigtigt! Min næste pædagog skal først og fremmest vide en masse om børns udvikling og have lyst til at eksperimentere og udforske det ukendte. Og så skal hun eller han være indstillet på udvikling, også via selvstudier i fritiden."

Kan du som chef give lektier for?

"Her i institutionen indkøber vi en del faglitteratur, og jeg forventer faktisk, at de ansatte har så store ambitioner, at de også er parate til at dygtiggøre sig i fritiden."

Skal man have 'balder af stål'?

"Ikke hos mig. Jeg er selv 63 og halvfed, så jeg kigger slet ikke på den slags. Men selvfølgelig skal ansøgeren helst udstråle livsglæde, energi og positivitet. Det er sådan lidt platte, klicheprægede ord, men det er jo i virkeligheden det, det drejer sig om."

I Stjernen er pædagogerne og medhjælperne ved at være oppe i årene. Dermed er lønudgifterne også højere. Det har ikke været et problem hidtil, men med et skrumpende budget er Birthe Mortensen fremover nødt til også at tænke økonomien ind i nyansættelserne.

"Jeg skal afgøre med mig selv, om jeg vil gå efter guldet eller snuppe en nyuddannet, som er 4000-5000 kroner billigere i månedsløn, og som jeg så til gengæld skal bruge et halvt års tid på at lære op."

Hvordan definerer du guldet?

"Det er de medarbejdere, som har gennemgået en udviklingsproces sammen med mig, og som påtager sig ansvar. De er villige til at arbejde ud over det, der egentlig kan kræves af dem."

Du vil altså ikke have folk, der kun arbejder for lønnen?

"Nej, de skal brænde for jobbet. Det er ikke nok at møde på arbejde hver dag. Mine pædagoger skal være den slags, som er parate til at arbejde for to, når de kommer om morgenen og ser, at en af deres kolleger har meldt sig syg. De skal se muligheder i stedet for begrænsninger. Deres fokus skal være i børnehøjde og ikke på, om de har fri tidligt to gange om ugen," svarer Birthe Mortensen, som til gengæld er parat til at belønne de mest engagerede medarbejdere med kvalifikationstillæg.

"Det er ikke nok at give jordbærkage om fredagen. Man skal også sommetider give sine medarbejdere en kontant anerkendelse."

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.