Dobbeltarbejde; Der bliver skyllet noget kaffe ned

Bjarke Carstensen skal være far til oktober, og han og kæresten vil gerne skifte deres 2V ud med et hus. For at drømmen kan gå i opfyldelse, må Bjarke bijobbe ved siden af sine 35 timer på fritidshjemmet.

De mandage, hvor Bjarke Carstensen har bijob som aftenvagt på det psykiatriske bocenter Sundbygård, har han lige en halv time til at cykle fra Fritidshjemmet Hartkorn i Dragør til bocentret, som ligger i København. De ekstra timer, han arbejder, kan mærkes.

"Jeg får fri klokken 23.00, og det er over min normale sengetid. Hvis jeg skal op og åbne klokken 6.15 næste dag, er det næsten som at have tømmermænd," siger han.



"De morgener bliver der skyllet noget kaffe ned, og det er måske heller ikke mig, der melder mig til at lege fangeleg, når børnene kommer," siger Bjarke, der dog nødigt vil sige, at bijobbet går ud over hans dagjob.

"Jeg har flest vagter i weekenderne i dagtimerne, og der betyder det ikke så meget," siger han. Til gengæld betyder lønsedlen, som Bjarke får fra bostedet hver 14. dag, meget.

"Det er skønt at få lidt ekstra midt på måneden," siger Bjarke, der har 35 timer om ugen på fritidshjemmet, men meget gerne vil på fuld tid.

"Det er absurd at høre, hvor svært det er at finde pædagoger til ubesatte stillinger, mens man går her og gerne vil gerne tage ekstra timer, men ikke kan få lov," siger Bjarke.



Han skiftede job for to år siden netop for at få flere timer.

"Dengang havde jeg kun 32 timers pædagogarbejde og et bijob, der bestod i at sætte reklamestrimler på HT-busserne. Det foregik om natten, hvor de fleste busser holder stille. De holdt på øde parkeringspladser, og hvis det regnede, fik man løn for at sidde og vente på opholdsvejr," fortæller Bjarke, der på den måde tjente 100.000 kroner ekstra på et år. Dem brugte han til at rejse for sammen med sin kæreste.



Familiedrømme.Til oktober skal den 32-årige pædagog være far for første gang, og familien vil gerne skifte 2V'en på Amager ud med et hus i Dragør, hvor han arbejder.

"Vi har set på huse til 2 1/2 million, og vi må budgettere med ikke at skulle have bil for at få lov til at låne til huset. Vi får et frimærke af en have, men vi kan ikke forestille os at have et barn i en lille lejlighed, for vi er begge vokset op på store jyske husgrunde," siger Bjarke, der dog ikke vil for langt væk fra København.



"Min kæreste har et godt job som tegn-sprogstolk, hvor hun tjener mere, end jeg gør som pædagog. Måske bijobber jeg også, fordi jeg gerne vil indtage forsørgerrollen, men jeg synes, at en 3 1/2 års uddannelse skal kunne betale sig. Jeg tjente mere som 21-årig, da jeg var portør i lufthavnen til 150 kroner i timen," siger Bjarke, der i dag med sin pædagogløn på godt 22.000 og biindtægter på 3.000-5.000 kroner om måneden kommer op på knap 27.000 kroner.



"Det er værre for de pædagoger, som fandt sammen på studiet, og som nu skal leve for to offentlige lønninger. Men nu håber jeg, at den nye overenskomst kaster lidt guld af sig," siger Bjarke.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.