Det var ikke så farligt
Det var ikke så farligt
Bogkort og kalendere med billeder på af børnene.
Brevpapir og fødselsdagsinvitationer med farverige rammer. Der var gang i produktiviteten og kreativiteten, da Anne-Marie Andersen for første gang satte sine ben i computerrummet for at lave et pædagogisk projekt.
»Og jeg kom direkte fra stenalderen. Det var en helt ny verden for mig, og jeg havde aldrig rørt en computer før,« siger Anne-Marie Andersen, der er uddannet håndarbejdslærer.
»Vi kunne sagtens have fortsat. Det var bestemt en god oplevelse,« siger Anne-Marie Andersen.
»Jeg havde Trine (computerpædagogen, red.) derinde. Det gav en tryghed, fordi man altid kunne hente hjælp. Det var derfor, det kunne lade sig gøre,« siger Anne-Marie Andersen.
»Det er også en sjov oplevelse for børnene, at de voksne er dem, der skal have hjælp. Jeg havde ikke nogen forventninger til, at jeg skulle kunne mere,« siger Anne-Marie Andersen.
Pædagog Lone Bank Pedersen havde ikke helt så godt et forløb. På grund af sygdom blev hun nødt til at ændre sine planer, så hun måtte droppe at lave et projekt med digitalkamera og computer.
»Så det endte med, at børnene skulle anmelde et spil. Og de 14 dage lærte mig, at det faktisk er lidt kedeligt at spille computer, hvis der ikke er nogen, der kigger på, hjælper en, snakker med en og følger med i spillet. Så det er faktisk bedst at have mange tilskuere på,« siger Lone Bank Pedersen, der synes, at "computerne er ok".
Men du er ikke superbegejstret?
»Jo, jo. Jeg føler mig bare ikke sikker nok til at lære fra mig. Jeg ved, at der er mennesker i huset, som er bedre til det end mig. Min egen personlige selvtillid er ikke stor nok til, at jeg kan gå ind med en gruppe børn og sige: "Se her, hvad jeg kan lære jer",« siger Lone Bank Pedersen.
Anne-Marie Andersen:
»Jeg har altid syntes, det var ok, men nu har jeg fået øje på nogle flere muligheder. Jeg ser det på lige fod med andre aktiviteter.«
Har I været inde i computerrummet siden?
»Ja, på egen hånd,« siger Anne-Marie Andersen.
Lone Bank Pedersen har også mest været der alene.
»Men der har været et par gange med børnene. Men kun spil.«
Begge har dog planer om at lave pædagogiske projekter i computerrummet. Det er sommerferiens skyld, at det ikke er sket endnu, siger de.