Det Pædagogiske Danmarkskort: Forældre har ringe indflydelse

Næsten ingen kommuner har fået inspiration til at arbejde med en bestemt pædagogik fra forældrene. Det er ærgerligt, mener formanden for Forældrenes Landsforening (FOLA).

Når én form for pædagogik bliver dominerende i en kommune, er det stort set aldrig forældrene, der har taget initiativet. Kun i forbindelse med anerkendende pædagogik har knap to procent af konsulenterne svaret, at forældrene var medvirkende årsag til, at kommunen satte det på den pædagogiske dagsorden.

Det kommer ikke bag på Lars Klingenberg, formand for Forældrenes Landsforening (FOLA).

"Som forældrebestyrelser har vi mulighed for at påvirke, fordi vi skal godkende de overordnede principper. Omvendt er det de færreste bestyrelser, som vil sætte spørgsmålstegn ved den pædagogik, som personalet fremlægger. Der læner vi os op ad fagligheden," siger han.

Det er dog lidt ærgerligt, at forældrene ikke har mere indflydelse på pædagogikken, mener han.

"Tidligere havde vi den ventil, at vi skulle godkende års- og læreplaner, hvor evalueringer af sidste års- og læreplaner også fremgår. Der kom i den forbindelse en pædagogisk konsulent ud en gang om året, og man diskuterede indholdet. Nu skal vi kun diskutere de overordnede principper, så på den måde er forældrenes indflydelse i forhold til både den planlagte og udmøntede pædagogik blevet decimeret," siger formanden for FOLA.



Hvor kom det fra?

Sådan er beslutningen om at indføre anerkendende pædagogik truffet

(konsulenterne har markeret flere svar):

Af hvem? %

Byrådet 17

Børne/Ungeudvalget 34

Forvaltningen 60

I samarbejde mellem forvaltning og faglige organisationer 4

På baggrund af pilotprojekter i institutioner 25

På baggrund af udviklingsarbejde i institutioner 60

På baggrund af ønske fra medarbejdere 40

På baggrund af ønske fra forældre 1,9







Sådan er beslutningen om at indføre rummelighed/inkluderende pædagogik truffet(konsulenterne har markeret flere svar):

Af hvem? %

Byrådet 25

Børne/Ungeudvalget 56

Forvaltningen 81

I samarbejde mellem forvaltning og faglige organisationer 6

På baggrund af pilotprojekter i institutioner 31

På baggrund af udviklingsarbejde i institutioner 44

På baggrund af ønske fra medarbejdere 25

På baggrund af ønske fra forældre 0

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.