Det er medlemmernes valg

Mit råd vil være at kigge på visionerne og de politiske mål. Her er kernen i hele ideen med en sammenlægning af BUPL og PMF: Sammen står vi stærkere over for udfordringerne på det pædagogiske område.

Det er blevet sagt i fusionsdebatten, at forslaget er kommet "fra oven". Det er det også, forstået på den måde at ledelserne i BUPL og PMF har taget initiativet til at igangsætte en debat. Ledelserne har samtidig peget på en række visioner for og perspektiver i en sammenlægning. Men det er medlemmerne, der bestemmer, om fusionen skal blive til noget.



I flere omgange endda, for sådan er medlemsdemokratiet i BUPL: På de lokale generalforsamlinger vælger medlemmerne kongresdelegerede. På kongressen træffes den formelle beslutning om sammenlægning. Hvis kongressen siger ja til fusionen, skal beslutningen efterfølgende godkendes af medlemmerne ved en urafstemning (med mindst 2/3 af de afgivne stemmer). Alt i alt er det en sikring af, at det er medlemmerne, der bestemmer. Sådan skal det også være i en demokratisk organisation.



Idéen om fusion med PMF er op-stået i "toppen", men det er jo også en ledelsesopgave at kigge ud i fremtiden, at foretage analyser og tegne perspektiver for, hvordan pædagogernes interesser bedst muligt varetages, også på lidt længere sigt.

Det er sådan et grundlag, ledelserne i BUPL og PMF fremlægger i form af et samlet politisk grundlag for et nyt pædagogisk forbund. Ledelsen har leveret et stykke arbejde. Nu er det medlemmerne, som skal vurdere og godkende arbejdet.



Det politiske grundlag har været diskuteret i arbejdsgrupper, på medlemsmøder, TR-møder, lederkonferencer. Hundredevis af møder over hele landet har været med til at præge indholdet af det politiske grundlag, så det fastholder det bedste fra BUPL og PMF om nærhed, demokrati, solidaritet og først og fremmest den pædagogiske faglighed som et fundament.



Nogle vil sikkert mene, at det er kompliceret og uoverskueligt at skulle sætte sig ind i hele grundlaget, som det er beskrevet i indstik i Børn&Unge nummer 37, og at det i sig selv kunne være et "demokratisk problem". Mit råd vil være at kigge på visionerne og de politiske mål. Her er kernen i hele idéen med en sammenlægning af BUPL og PMF: Sammen står vi stærkere over for udfordringerne på det pædagogiske område.



Generalforsamlingerne i år bliver de vigtigste i mange år. Valget af kongresdelegerede får en ganske særlig betydning. De skal på en ekstraordinær kongres den 1. november træffe beslutningen om fusion eller ej (som, hvis det bliver ja, efterfølgende skal godkendes ved en urafstemning). Det er en beslutning, som vil få afgørende betydning for BUPLs position i fremtiden. Og det er medlemmernes valg.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.