Demonstration mod nedskæringer

Størstedelen af fagbevægelsen opfordrer til landsdækkende demonstrationer den 2. oktober, hvor Folketinget åbner.

Der bliver snakket meget om kvaliteten i den offentlige sektor for tiden. Om nedskæringer i daginstitutioner, på skoler, sygehuse og plejehjem. Og om kvalitetsreformer, der skal gøre alting bedre, i hvert fald hvis man skal tro den siddende VK-regering.

Hvis du synes, at der er plads til forbedringer, kunne det være, du skulle overveje at sætte kryds i kalenderen den 2. oktober. For der kalder det meste af fagbevægelsen til demonstration i anledning af Folketingets åbning.

"Både LO og FTF har denne gang valgt at tilslutte sig," fortæller en glad Tonny Andersen, medlem af BUPL's forretningsudvalg og af ledelsesgruppen, der arrangerer demonstrationen.

Blandt de fagforbund, der deltager i arrangementet, nævner Tonny Andersen blandt andre HK, FOA, Dansk Metal, DLF, BUPL, Dansk Socialrådgiverforening og Dansk Sygeplejeråd. Dertil kommer studieorganisationer, heriblandt også PLS, Pædagogstuderendes Landssammenslutning.



Parolen til demonstrationen er:

• Nej til nedskæringer, ja til tryghed + velfærd.

Der er fem underparoler:

• Ja til mere løn og flere hænder - Nej til minuttyranni

• Ja til flere penge til kommunerne - Nej til nedskæringer

• Ja til udvikling af velfærden - Nej til privatisering

• Ja til investering i god og gratis uddannelse

- Nej til besparelser

• Ja til velfærd til alle - Nej til skattelettelser



"Derudover er der parolefrihed, så længe man holder sig indenfor grundlaget," siger Tonny Andersen.

I København er der samling kl. 16.30 foran Christiansborg. Det er også planen, at der skal være demonstrationer i Århus, Odense, Kolding, Esbjerg og sandsynligvis Aalborg, oplyser Tonny Andersen.

Hvis du vil holde dig ajour med, hvordan demonstrationerne skal spænde af, og hvordan det endelige program bliver, så kan du klikke ind på www.2oktober.dk (linket fungerer ikke længere).

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.