Danskere elsker daginstitutioner

Især danske forældre er vilde med børnenes vuggestuer og børnehaver, viser ny undersøgelse.

Danmark er det land i Skandinavien, hvor forældre er mest tilfredse med deres børns daginstitutioner. Det viser et nyt forældre tilfredshedsstudie blandt 1.000 skandinaviske forældre, heraf 200 danske.

EPSI Rating-Group har foretaget undersøgelsen, og firmaets administrerende direktør i Danmark, Helene Söderberg, vurderer, at danskernes udbredte brug af institutioner kan have betydning for værdsættelsen af dem.

»Den høje tilfredshedsscore skyldes, at pædagoger gør et godt stykke arbejde, men måske også at daginstitutioner i Danmark anses for meget vigtige. Danske forældre bruger dem mere,« siger Helene Söderberg.

Danmark er det land i Skandinavien, hvor børnene begynder tidligst i vuggestue. Mens 18 procent af de danske 0-1-årige går i vuggestue, gælder det 4 procent af de norske småbørn og ingen svenske, viser tal fra Danmarks Statistik.



Private scorer højest. I alle de skandinaviske lande er der stor tilfredshed med daginstitutioner, når man sammenligner med andre brancher som telebranchen eller bankvæsenet. I daginstitutioner er det især personalets indsats, der hæver scoren, mens madordninger og faciliteter vurderes lavere. På en skala på 100 scorer de danske institutioner 77,8.

»Det er meget højt,« fastslår Helene Söderberg.

EPSI’s undersøgelse viser, at de private og selvejende institutioner på de fleste parametre scorer højere forældretilfredshed end de kommunale daginstitutioner. Især oplever forældrene, at de private leverer mere værdi for pengene.

»Der er tendens til et højere forældreengagement,« forklarer Helene Söderberg.

Hendes tip til institutioner, der vil forbedre forældretilfredsheden, er at arbejde med kommunikationen.

»Tilfredsheden er højere, der hvor forældrene føler sig godt informerede,« siger hun.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.