Cykelpædagog modtager historisk pris

Årets Ernapris bliver uddelt til pædagog Erik Nielsen. Den gives til en person, der har placeret sig i den pædagogiske historie via sit arbejde eller forskning.

Den 18. april skal der være uddeling af årets Ernapris. I år uddeles prisen for 26. gang af Dansk Pædagogisk Historisk Forening. Pædagog Erik Nielsen modtager prisen for sit arbejde i idrætsbørnehaven Hylet på Israels Plads, hvor han har været ansat i 39 år.

Prisen gives til en person, der har skrevet sig ind i den pædagogiske historie, enten gennem sit virke som pædagog eller gennem forskning eller formidling inden for børne- og daginstitutionsområdet.

Erik Nielsen hyldes for det arbejde, han har lagt i børnehavens mange nye initiativer, der har sat spor i den pædagogiske verden. Han har formidlet disse nye initiativer gennem undervisningsforløb, interview og artikler til diverse medier.

’Erik Nielsen, er en usædvanlig dygtig pædagog, som bidrager til den pædagogiske historie. Hylet er en blandt flere små specielle institutioner, der har indflydelse på den danske pædagogik’, skriver Dansk Pædagogisk Historisk Forening i en pressemeddelelse.

Hylet har gennemført mange forskellige projekter, men institutionen har haft særligt fokus på cykling, hvor de leger ­’cykellege’. Hylet har to bistader i Ørstedsparken, hvor børn, pædagoger og forældre er fælles om at tømme kuberne og fylde honningen på glas. Børnehaven har også indført yoga og museumsbesøg for børnene.

Det er disse mange projekter, som Erik Nielsen hyldes for. Prisen består af en statuette og æren. Efter prisoverrækkelsen holder han oplægget ’Danmarks børn cykler for deres fremtid’.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.