BUPL-PMF; Stop mens legen en go
BUPL-PMF; Stop mens legen en go
Henriette Schack von Brockdorff, formand for de godt 2500 københavnske pædagoger, skrev forleden til sine formandskolleger i de 21 andre BUPL-fagforeninger om en anfægtelse, som havde ramt hende.
»Sådan som jeg ser det, er der ikke mulighed for tilvejebringe 2/3 flertal ved en afstemning,« lød det blandt andet fra den københavnske formand, som på den baggrund kaldte det en katastrofe at iværksætte en urafstemning, fordi den risikerer at låse BUPL fast.
Et medlemsmøde i København lå til grund for den vurdering. Her var det blevet fagforeningen gjort klart, at udfaldet af urafstemningen ville være at betragte som den definitive afgørelse. Hvis fusionsforslaget faldt, kunne man godt glemme alt om at forsøge sig med endnu en afstemning. Det ville blive opfattet som en gentagelse af proceduren ved EU-afstemningerne midt i 90erne, og den brød man sig ikke om.
Henriette Schack von Brockdorff foreslog i sit brev derfor fusionsprocessen indstillet og erstattet af et forløb, der over en periode på f.eks. tre år tager sigte på at "bevise" samarbejdets funktion og resultater. Ansvaret for at skabe dette nye afsæt tillagde hun forretningsudvalget, idet hun foreslog, at sagen allerede blev forelagt for hovedbestyrelsen på et møde i indeværende uge.
Børn&Unge har spurgt de københavnske pædagogers formand, hvordan hendes udspil er blevet modtaget.
»De reaktioner, jeg har fået, går på, at vi bliver nødt til at fortsætte, og jeg er da enig med dem, der peger på, at en del medlemmer nok vil føle sig snydt, hvis vi fratog dem muligheden for ved en urafstemning at give deres mening til kende. Jeg forventer derfor heller ikke, at hovedbestyrelsen vælger at indstille processen nu. Det kan jeg sagtens affinde mig med, eftersom mit ærinde først og fremmest har været at få sat fokus på det delikate spørgsmål "hvad nu hvis?". Altafgørende er det, at vi er forberedte og kan håndtere den situation uden at skade organisationen.«
Hvis jeg nu skulle være lidt fræk, kunne jeg insinuere, at dit ønske om at få stoppet fusionsprocessen hænger sammen med, at du derved undgår at få de interne uenigheder i København udstillet på jeres generalforsamling. Hvad siger du til den teori?
»At den er det rene vås. Alene af den grund, at det ikke er nogen hemmelighed, endsige noget vi forsøger at skjule, at vi er i bestyrelsen er uenige om fusionen,« siger Henriette Schack von Brockdorff.
Selv hører hun til den fløj i bestyrelsen, som er stærkt kritiske over for fusionen, mens Allan Baumann, næstformand og det ene af fagforeningens to hovedbestyrelsesmedlemmer, hele tiden har anlagt en positiv vinkel.
Danmarks Pædagogiske Landsforbund (DPLF)
Barnet skal hedde noget. PMF dur ikke. BUPL heller ikke. Hvis BUPL og PMF slår sig sammen, er der tale om et nyt forbund. Derfor skal der også findes et nyt navn.
De to forretningsudvalg har overvejet følgende muligheder:
Pædagogisk Fællesforbund (PFF)
Fællespædagogisk Forbund i Danmark (FPiD)
Fælles Pædagogisk Landsforbund (FPL)
Pædagogisk Fællesforbund Danmark (PFD)
Danmarks Pædagogiske Landsforbund (PDLF)
Pædagogisk Medarbejderforbund (PMG)
Pædagogforbundet (PF)
Pædagogisk Forbund (PF)
Blandt disse otte muligheder indstiller forretningsudvalgene til hovedbestyrelserne, at man beslutter sig for Danmarks Pædagogiske Landsforbund (DPLF).