BUPL-PMF Dialog; Kurve revet væk

Det materiale, som PMF og BUPL har lavet til en diskussion om fordele og ulemper ved en fusion er blevet revet væk. De lokale fagforeninger har allerede bestilt materiale til næsten hver eneste institution i landet. Det er mere, end der er produceret.

Hvordan har du det egentlig med udsigten til en fusion mellem BUPL og PMF? Du kan lige så godt begynde at øve dig i at sætte ord på, for der er stor sandsynlighed for, at du kommer til at diskutere det i den nærmeste fremtid.

De såkaldte "dialogkurve" med kort og video, som kan bruges til inspiration i fusionsdiskussionerne ude på institutionerne, bliver nemlig revet væk af de lokale fagforeninger.

Der er bestilt 7825 sæt dialogkort, 7280 videoer og 5200 dialogkurve. Og der er i alt 7896 daginstitutioner og klubber under serviceloven i Danmark (ifølge "Pædagoger i tal", opgørelsen er fra 1999), så mon ikke der havner et sæt dialogkort i din institution.

Den store efterspørgsel har næsten fejet benene væk under Helle Thorsen, der sidder i PMFs forbundshus og koordinerer distributionen af dialogmaterialet.

»Det er helt overvældende. Vi skal have efterbestilt en masse materiale. Vi har kun bestilt 5000 sæt dialogkort, så det slår slet ikke til,« siger Helle Thorsen.



Kort om fusion. Det er meningen, at dialogmaterialet skal bruges ude på institutionerne, når der diskuteres fusion.

Videoen består af interviews med almindelige medlemmer og fagforeningsfolk, der alle giver deres besyv med om fusionsplanerne.

Dialogkortene består af 11 kort med opgaver på. For eksempel lyder et af dem: Fase 1: Facts - Hvad ved vi (...) Det gælder i denne fase om at være objektiv og neutral. I bør undgå at tale om holdninger og personlige meninger her, står der på kortet.

Andre kort behandler følelser, risici, muligheder ved fusionen og dit forhold til fagforeningen. Sammen med dialogkortene er også et postkort, hvor man kan skrive gode råd til forbundene.



Kort til alle institutioner. Men der er stor forskel på efterspørgslen i de lokale fagforeninger. I Nordjylland er de absolut topscorere. PMF og BUPL har tilsammen bestilt 695 dialogkurve.

»Ja, vi har bestilt en dialogkurv til hver eneste institution, vi har,« siger Ilse Brøgger, formand for BUPL Nordjyllands Amt.

»Vi lægger op til diskussion i alle institutioner,« siger Ilse Brøgger og tilføjer, at man også har planer om at lægge lidt slik ned i dialogkurvene.

Det er planen, at diskussionerne fra institutionerne skal samles op på lokale tillidsrepræsentant-møder: Der er også planlagt tre-fire store medlemsmøder i september, hvor der skal være et panel med både tilhængere og modstandere af fusionen.

Modstandere bliver det nok ikke så svært at finde i Nordjylland.

»Vi synes ikke, at fusionen er en god ide, men vi vil da gerne snakke om det,« siger Ilse Brøgger, der dog slår til lyd for et udvidet samarbejde med PMF.

»Vi skal have mere fokus på det, vi er enige om, uanset hvordan det går med fusionen,« siger Ilse Brøgger.



Ribe har bestilt færrest. Ribe Amt er til gengæld den mest tilbageholdende fagforening, hvad angår bestilling af dialogmateriale. Her har BUPL og PMF tilsammen bestilt 50 dialogkurve.

»Vi har fastlagt, at vi vil tage dem med til medlemsmøderne, hvor interesserede så kan få en kurv med hjem,« siger Lars Schøning, faglig sekretær i BUPL Ribe Amt, og tilføjer, at man regner med at afholde 10-11 medlemsmøder.

Betyder det, at I ikke vil diskutere fusionen?

»Nej, bestemt ikke. Og det kan da godt være, at vi bestiller flere,« siger Lars Schøning.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.