BUPL mener: Viden, vilje og handling

Det er nu, vi skal begynde at opnå konkrete fagpolitiske resultater, der styrker den pædagogiske profession. Dét er succeskriteriet!

Pædagogers viden er central for arbejdet med børn og unges omsorg, dannelse, socialisering og læring. Pædagogers viden er derfor også et centralt punkt i hovedbestyrelsens oplæg til, hvordan BUPL skal fortsætte arbejdet med at styrke pædagogprofessionen i næste kongresperiode.

Oplægget, som Hovedbestyrelsen skal diskutere, er blevet til på baggrund af diskussioner bredt i BUPL, gennem det seneste halve års tid. Der er blevet samlet op på de projekter, der blev sat i søen efter Kongressen i 2006, og der er blevet gjort mange overvejelser om, hvordan det nye oplæg både kan bygge ovenpå det hidtidige arbejde og samtidig markere et nybrud.

Det vigtigste i de kommende år bliver viljen til at få professionstænkningen ud at arbejde. Det er nu, vi skal begynde at opnå konkrete fagpolitiske resultater, der styrker den pædagogiske profession. Det er succéskriteriet!

Derfor rettes blikket nu mod en række konkrete målsætninger, der er udviklet i løbet af den forgangne kongresperiode. Udgangspunktet er de udfordringer, der er relevante i en professionssammenhæng, og som opleves som væsentlige lokalt. Der bliver tale om fælles handling mellem det centrale - og det lokale niveau. I tilknytning til projektet Fremtidigt Virke vil der blive aftalt konkrete samarbejdsprojekter mellem forbundet og den enkelte fagforening.

De konkrete målsætninger handler om ansvaret for det pædagogiske arbejde, metodefriheden, og professionens viden som afsæt for de politiske mål for området. Desuden om tid til planlægning, gennemførelse, evaluering og udvikling, om kvalitet i pædagoguddannelsen, og om efter- og videreuddannelse. Om ledelsen af det pædagogiske arbejde, og om pædagogernes løn. BUPL's demokrati og den direkte dialog med medlemmerne vil der også blive arbejdet med.

Hovedbestyrelsen arbejder med oplægget på sit møde midt i maj. Det endelige forslag bliver gjort færdigt på augustmødet, og derefter går det ud til diskussion blandt medlemmerne og i de lokale fagforeninger, og behandles på de lokale generalforsamlinger i september og oktober. Den formelle vedtagelse foretager Kongressen i slutningen af november.

Selv om der er længe til efteråret, så skriv allerede nu din lokale generalforsamling ind i kalenderen. Så er du med til at sætte præg på BUPL's Fremtidige Virke 2008-10.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.