BUPL mener: Sommer med tæt skydække

Det bliver slemt. Så slemt, at jeg ikke kan mindes noget lignende.

Dette er sidste nummer af Børn&Unge før sommerferien. Det er et tidspunkt, som traditionelt lægger op til en munter sommerhilsen og et kig frem mod nogle ugers tiltrængt pause fra en hektisk hverdag.

Men i år er der truende skyer over ferieglæden. Der er usikkerhed om, hvad det er for en arbejdstilværelse, vi vender tilbage til, når ferien er slut.

Den økonomiske krise er rykket helt tæt på vores hverdag. Det flyver om ørerne med politiske udmeldinger om, hvor slemt det står til, og at der er behov for en heftig genopretningsplan.



Efter en tid med skattelettelser til de velstillede, er tiden åbenbart kommet til at betale regningen. Det er børnefamilier og arbejdsløse, der holder for, og lige efter kommer turen til kerneydelserne i velfærdssamfundet, herunder ikke mindst det pæda­gogiske arbejde.

De hårdt pressede og økonomisk trængte kommuner genåbner deres i forvejen sparsomme budgetter for at skære yderligere ned. Og det gør ondt.

Lige nu gennemføres der fyringsrunder i flere kommuner, og det rammer ikke mindst pædagoger. Nogle steder er helt op mod 20 procent af pædagogerne berørt af fyringer.



Det er desværre kun begyndelsen. Det bliver værre, og de samlede konsekvenser på landsplan har vi endnu ikke noget overblik over. Men det bliver slemt. Så slemt, at jeg ikke kan mindes noget lignende.

Det kommer til at ramme pædagoger alle steder. Værst for dem, som bliver frataget at gøre det, de er allerbedst til, nemlig at værne om og udvikle de børn og unge, der har rigtig meget brug for dem.

De pædagoger skal vi støtte op om og vise, at vi er der, og at vi er klar til at lytte og hjælpe. Og for dem, der er tilbage på jobbet, handler det om at passe godt på hinanden. Det bliver en hård tid med færre kolleger, hvor I kommer til at løbe endnu hurtigere.



I BUPL vil vi hen over sommeren fortsætte med at gøre, hvad vi kan, for at dæmpe konse­kvenserne for medlemmerne. Vi vil fortsætte med at gøre politikere og befolkning opmærksomme på, hvor store ned­skæringer der er ved at ske på vores område, og hvilke konsekvenser det får for pædagoger, børn og unge.

Naturligvis er vi nødt til at få rettet op på landets økonomi, og det vil BUPL selvfølgelig gerne bidrage til. Men det skal ikke ske ved at undergrave hele dannelsen af kommende samfundsborgere. Det må vi have politikerne til at indse.

Til jer derude vil jeg opfordre til at bruge ferien til at slappe rigtigt godt af. Det har I så sandelig fortjent. Vi får brug for alle kræfter hos hinanden, når ferien er slut.

God sommer trods alt.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.