BUPL mener: Skal vi grine eller græde?

Folk, man møder, er forundrede over pædagogers lave lønniveau, og rigtigt mange på gadeplan har ønsket os held og lykke ved forhandlingerne.

Det er sjovt at være pædagog, selv lønnen er til at grine af. Dette humoristiske slogan var det første, Kommunernes Landsforening og fagforeningernes topforhandlere mødte i sidste uge, da de gik ind til lønforhandlingerne i KL-huset. En latterspecialist fyrede samtidig op under de mange fremmødte pædagoger, som i magentafarvede T-shirt satte et flot punktum for BUPL's overenskomstkampagne.

Men indledningen satte ikke gang i nogen morskabslavine i forhandlingslokalet, og forhandlingerne sluttede allerede efter få timer, uden at parterne blev enige om noget.

Så der var sjovest ude på gaden.

Vi har diverse delforlig i hus med gode tiltag i forhold til seniorordninger og psykisk arbejdsdmiljø og andre vigtige områder. I denne uge går det så løs igen med lønspørgsmålet. De statsansattes forhandlinger faldt på plads forleden med udsigt til lønstigninger på godt 12 procent over de næste tre år.

Men vi mangler stadig at få pædagogers uddannelse, ansvar og aflønning til at hænge sammen, og umiddelbart er de statsansattes resultat for lidt at stræbe efter!

Rigtige pædagoger skal ha' en rigtig løn...

Jeg tror på, at når aktivister landet over fredag igen går på gaden, vil de ligesom kampagnebussen og de mange aktiviteter omkring den blive mødt positivt. Bussen var en stor succes. Vi erfarede, at folk, man møder, er forundrede over pædagogers lave lønniveau. Og rigtigt mange på gadeplan har ønsket os held og lykke ved forhandlingerne.

I denne afgørende uge vil BUPL understrege, at vi ikke vil nøjes med tilfældige krummer.

Vi skal ha' brød på bordet!

Derfor er det aktivitetsdag fredag landet over, og pædagoger vil dukke op på centrale steder overalt og komme i dialog med folk over bagerposer med morgenbrød! Poserne har tekster eller mærkater, der fortæller, at det handler om vores løn. Og at vi mener det alvorligt, også når vi vælger det humoristiske eller uventede udtryk. Vi har nemlig ikke valgt den frembusende og aggressive form for argumenter - og vi har fravalgt klynk!

Det er jo en væsentlig del af vores professionalisme som pædagoger, at vi arbejder og udtrykker os på mange planer!

Opbakningen er opmuntrende og er med til at skabe optimisme. Men finansministeren har smækket pengekassen i, og han argumenterer for mådehold og finanspolitiske stramninger. Her kort tid før forhandlingerne skal være afsluttet, er det stadig svært at se, hvor det ender.

Kommer vi til at grine eller græde?

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.