BUPL mener: Mestrer hverdagen - magter fremtiden

Tempoet skal sættes ned! Der skal skabes mulighed for, at det er indholdet, der tæller.

Sveden drypper. Musikken pumper derudad. Jeg sidder i et træningscenter på en bodybike, og instruktøren pisker os afsted. "Højere og højere puls, 90 procent af maximum eller helst lidt mere. Kom nu, kom nu. Tempo på".

Et nyt musiknummer starter. Med højt beat. Det er "Kringsat af fjender", og instruktørens kommandoer glider lidt i baggrunden. Jeg hører dem ikke rigtigt. Tankerne er blevet flyttet et helt andet sted hen.

Kim og Kjukkens udgave af Nordahl Griegs klassiske fredssang sender mig tilbage i tiden til de store fredsdemonstrationer - og holder mig samtidig fast ved de senere dages nyhedsstrøm i radio og TV. Hvad sker der i vores verden?

Konflikter og krige rundt om. Flere og flere dræbes i Irak. Forholdet mellem Israel og Palæstina og dets omkostninger er dagligdag. En russisk tidligere agent er dræbt med radioaktivt stof. Hvad er det lige, der sker?

I Danmark foregår tingene i en anden størrelsesorden. Men hvad er det, der foregår hos os selv?

Vi får stadigt flere krav om større effektivitet. Vi skal nå mere på mindre tid - der skal tælles op. Tempo, tempo. Der skal trædes igennem!

Som medarbejder bliver man målt på kvantiteten. Se blot på, hvad der er sket på vores hospitaler og i Skat. Det er alene antallet, der tæller, og så må vi se stort på, hvorvidt det indholdsmæssige holder. Det næste bliver vel at måle, hvor mange børn, man kan nå at skifte i vuggestuen på en bestemt tid.

Tempoet skal sættes ned! Der skal skabes mulighed for, at det er indholdet, der tæller. At de resultater man når, bliver gode og holdbare. Pædagoger skal have tid til det enkelte barn, tid til børnegruppen, tid til refleksion og tid til at ændre pædagogikken, hvis det er det, der er brug for. Vi ønsker at bidrage til at udvikle hele mennesker, som engagerer sig i, hvad der sker omkring dem. Personer, som sætter spørgsmålstegn, og som er bærere af værdier, der giver plads i fællesskabet til forskellighed.

Derfor glæder jeg mig til at deltage i BUPL's kongres. Her vil vi fremhæve pædagogprofessionen, som mestrer hverdagen, og som magter fremtiden. Her sætter vi indholdet forrest, og det er et skridt på vejen til at sætte fokus på vores profession som en vigtig faktor i udviklingen af de kommende generationer.

Jeg tager håndklædet over skulderen. - "Det nytter noget," tænker jeg og smiler, mens jeg går ud til et velfortjent bad...

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.