BUPL mener: Kvalitetsreform og trepartsforhandlinger

Anerkendelse, inddragelse og indflydelse på eget arbejde er hver især gode og vigtige punkter. Men det helt afgørende er en forbedring af vilkårene for at udføre et professionelt pædagogisk arbejde.

I efteråret beskyldte statsministeren strejkende pædagoger og forældre for at være socialistiske ballademagere. I dag har regeringen søsat en kvalitetsreform, som sætter spot på udvikling af medarbejdernes kompetencer i den offentlige sektor, øget medarbejderindflydelse, anerkendelse af medarbejdernes indsats, bedre arbejdsmiljø, god ledelse, seniorpolitik og integration af medarbejdere med indvandrerbaggrund. I sandhed en ændret retorik - og taktik.

BUPL er inviteret med til bords i forbindelse med regeringens kvalitetsreform og i trepartsforhandlingerne om kvalitet i den offentlige sektor. Her vil vi holde regeringen fast på dine nye toner og på at bedre velfærd fordrer vilje til at afsætte de nødvendige ressourcer. Uden den vilje vil der blot blive tale om "varm luft i ringbind". Det er endnu for tidligt at sætte beløb på, hvad det koster at skabe de kontante forbedringer for de offentligt ansatte, herunder pædagogerne, som det danske velfærdssystem har brug for efter en årrække med udsultning og nedslidning. Men det helt afgørende for BUPL er, at trepartsforhandlingerne fører til konkrete, mærkbare forbedringer af pædagogers daglige vilkår - og det sker ikke uden en markant tilførelse af ressourcer.



Et af de helt store problemer i den offentlige sektor er rekruttering af arbejdskraft, og skal vi sikre den nødvendige arbejdskraft i fremtiden, må vi sikre bedre arbejdsforhold. Det handler blandt andet om bedre løn, løbende efter- og videreuddannelsesmuligheder, og at der gøres noget ved årsagerne til sygefravær og nedslidning. Det er de forudsætninger, der skal være til stede, hvis Danmark skal lykkes med at udvikle børn, som har lige muligheder uanset etnisk og social baggrund, og som er innovative og læreivrige. Endelig er det afgørende, at der i dag- og fritidsinstitutionerne sættes ind med professionel viden om børns udvikling og læring.

Kvalitetsreformens succes afhænger derfor helt af regeringens vilje til en reel økonomisk prioritering og massive forbedringer af vilkårene for alle ansatte i den offentlige sektor. Anerkendelse, inddragelse og indflydelse på eget arbejde er hver især gode og vigtige punkter. Men det helt afgørende er en forbedring af vilkårene for at udføre et professionelt pædagogisk arbejde. Det kræver blandt andet flere ansatte, bedre fysiske rammer, færre dokumentationskrav og administrative opgaver og et bedre arbejdsmiljø. Hvad enten det sikres gennem møder i kvalitetsgruppen, gennem en trepartsaftale eller gennem forhandlinger i folketinget, så støtter BUPL naturligvis op om forbedrede vilkår for de offentligt ansatte.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.