BUPL MENER: Kære nye pædagogstuderende
BUPL MENER: Kære nye pædagogstuderende
Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS) ønsker dig hjertelig velkommen til Danmarks største og vigtigste uddannelse.
Den vigtigste uddannelse, fordi det er os, dig og mig, der skal tage hånd om velfærdssamfundets kerneopgaver gennem omsorg og nærvær med de mennesker, der har brug for det og brug for os.
Vi er med i mange dele af menneskers liv og skal kunne agere professionelt og kompetent hele vejen igennem. Hele tiden skal vi bruge os selv for at understøtte de enkelte individer, som vi arbejder med, samt også fællesskabet – børnefællesskabet, det kollegiale fællesskab og samfundet.
Derfor er der brug for en stærk uddannelse med plads til at udvikle os gennem praktikker og undervisning, der kan ruste os til at blive de bedste pædagoger for børn, borgere, brugere og mange andre.
Der er mange vigtige aspekter i uddannelsen. En bred vifte af psykologi, filosofi, etik, æstetik og meget andet, som vi skal formå, ikke bare at lære, men også at bruge i praktikkerne og senere som færdige pædagoger. Pædagoguddannelsen er ikke kun de fag, vi skal lære. Den er en dannelsesrejse, hvor vi hele tiden udvikler os individuelt og i fællesskaber.
PLS er din studieorganisation og fagforening gennem uddannelsen. Gang på gang har det vist sig, at vi pædagogstuderende i fællesskab i PLS kan gå sammen og skabe bedre vilkår for de pædagogstuderende. Det er både i store sager som ændringer af bekendtgørelsen til fordel for de kronisk syge studerende og lokale sager, hvor en afdeling køber og opstiller en kaffemaskine i protest mod kaffepriserne i kantinen. Vi arrangerer foredrag, filmaftener og fredagsbarer rundt om i landet, hvor de lokale PLS’ere i fællesskab arbejder for et bedre studiemiljø.
Derudover er PLS også en organisation, som kan rådgive dig om dine rettigheder på studiet og i praktikken og give adgang til en billig forsikring. Vi er en organisation af studerende og for studerende, som står sammen om at skabe bedre vilkår for alle på uddannelsen.
Vi er med på uddannelsen og kender den, fordi vi selv er og har været der som studerende. Vi står sammen mod besparelser, både når regeringen vil spare på uddannelse og SU, men også når der kommer nedskæringer i kommunerne, der rammer vores kommende kolleger ude i institutionerne. Så står vi sammen med resten af fagbevægelsen og siger fra.
Uddannelsen er Danmarks vigtigste! Vi skal sikre os, at den bliver ved med at klæde os alle på til at komme ud og være grundstenene i vores velfærdssamfund.
Jeg ønsker jer alle en fantastisk studiestart og glæder mig til at se jer ude på jeres uddannelsessteder. I kan være med til at sætte præg på jeres uddannelse og uddannelsessted.
Sammen står vi stærkest!