BUPL mener: Handling skaber forvandling

Et godt arbejdsmiljø i institutionerne vil også betyde mindre nedslidning, mindre sygefravær og i sidste ende en bedre samfundsøkonomi

Nu er kampen om magten i det danske Folketing afsluttet. Nu er det tid til handling.

På institutionsområdet er der meget, der trænger sig på, og i valgkampen er der lovet meget. Millioner og milliarder af kroner er rullet hen over skærmen og ud af munden på politikerne uanset partitilhørsforhold.

Et diskussionsområde var miljø. Miljø er mange og meget forskellige ting. Det kan være bedre dyrevelfærd, færre forurenende biler, mindre udslip af CO2. Men for BUPL er det først og fremmest arbejdsmiljøet og dermed bedre forhold for vores medlemmer og for de børn, der er i institutionerne.

Der er meget støj, dårligt indeklima, stor belastning på kroppen (bevægeapparatet), mange børn, lidt plads og for lidt personale m.m. Problemstillinger, som vores medlemmer og som Arbejdstilsynet med deres emneindsats i 2002/03 klart har påpeget. Vi har ihærdigt forsøgt at råbe kommunerne op og påpeget deres ansvar for at sikre et godt og sundt arbejdsmiljø jvf. arbejdsmiljøloven. Men vi løber hele tiden ind i, at de har en stram økonomi, og at den enkelte kommune må prioritere.

Derfor er vores ønske til den nyvalgte regering:

Først og fremmest skal I sikre økonomi til kommunerne, så de kan gøre noget ved problemerne. Der må bevilges midler til et større antal medarbejdere i institutionerne. I Sverige, hvor normeringerne i forvejen er bedre end i Danmark, er det besluttet at tilføre området yderligere 6000 voksne. Det er et eksempel til efterfølgelse, og pædagogerne vil gerne meget mere end det, de har mulighed for med de knappe ressourcer.

Flere hænder i institutionerne vil give pædagoger større mulighed for at tage sig af det enkelte barns behov. Det vil give en bedre kvalitet i institutionerne og skabe en bedre omsorg og tryghed for det enkelte barn. Omsorgen er udgangspunkt og grundlag for, at børnene kan indtage og deltage i deres omverden.

Et godt arbejdsmiljø i institutionerne vil også betyde mindre nedslidning, mindre sygefravær og i sidste ende en bedre samfundsøkonomi. Det er et simpelt regnestykke, for forebyggelse er billigere end operation. De større opretningsopgaver vejer tungt i budgetterne. Bedre vilkår giver mindre nedslidning og er dermed på langt sigt også økonomisk sammenhængende.

Så vis modet, vær forudseende, gør noget ved det nu!

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.