BUPL mener: Globaliseringen kræver flere professionelle

" Evnen til at være innovativ drejer sig om kreativitet, hvilket bl.a. udfoldes gennem leg, fantasi, og nysgerrighed, der fører til nye erfaringer og erkendelser

Verden bliver mindre i den forstand, at den kulturelle udveksling er voksende, og det samme er afhængigheden landene imellem. Globaliseringen gør verden mere kompleks, og kompleksitet stiller krav om viden og om et handleberedskab, der kan håndtere den stadige strøm af forandringer.

Samfundets velfærd, men også vores individuelle livsudfoldelsesmuligheder afhænger i stigende grad af vores evne til at skabe ny viden og nye ideer. Evnen til at være innovativ drejer sig om kreativitet, hvilket bl.a. udfoldes gennem leg, fantasi, og nysgerrighed, der fører til nye erfaringer og erkendelser. Vi skal med andre ord skabe miljøer og strukturer, som opfordrer til at sætte eksisterende viden og erfaringer sammen på ny måder.

Danske dag- og fritidsinstitutioner og klubber er prototype på, hvordan strukturer kan opfordre til og fremme kreativitet. Udgangspunktet er det sociale fællesskab børnene imellem og mellem børnene og pædagogerne. Her er plads til alle, fordi alle har et bidrag, og der er plads til den enkelte, fordi vi alle er specielle.

Men først og fremmest skal der være en grundlæggende tryghed. Omsorgen for fællesskabet og den enkelte er en nødvendig forudsætning for at kunne og ville kaste sig over nye udfordringer. Dernæst skal de fysiske rammer invitere til udfoldelse og nysgerrighed, og sidst, men ikke mindst skal de menneskelige relationer afspejle både de grundlæggende trygge rammer og pirre til nye erkendelser, til at gå på opdagelse i livet.

Alt det er dokumenteret viden. Og vi ved, at pædagoger både kan og vil. Derfor må det undre, at vi ikke bruger denne viden aktivt. Jeg forundres over, at regeringen - trods al snak om globalisering - ikke bruger den viden til at investere i dag-, fritidsinstitutioner og klubber. Jeg forundres over, at regeringen ikke investerer i at gøre pædagoguddannelsen endnu bedre. Og senest forundres jeg over, at regeringen nu hæver brugerbetalingen for meritpædagoguddannelsen, hvilket næppe får flere ind på uddannelsen.

I det hele taget forundres jeg over, at regeringen mener, der skabes mere kreativitet og virkelyst, gennem stadig strammere rammer, og stadig mere central styring. Lad dog pædagogerne gøre det, de er bedst til: At udøve deres profession. Og giv dem nogle bedre rammer til at gøre det i.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.