BUPL mener: Fagforening uden tvang

Skal man være i samme fagforening på en arbejdsplads? En mand i Nordjylland følte sig presset til det af sine kolleger, fortalte han fornylig i TV Avisen. Selv var han medlem af Kristelig Fagbevægelse (KRIFA), kollegerne af Metal.

Formand John Fibiger Olsen fra KRIFA blev interviewet til kameraet og talte varmt for det frie valg og mod fagforeningstvang. Nu er forbuddet mod eksklusivaftaler jo efterhånden nogle år gammelt, så der var nok ikke tale om fagforeningstvang i lovens forstand, selvom det næsten lykkedes KRIFA-formanden og tv-journalisten i fællesskab at skabe det indtryk.

Sandheden er nok snarere, at mandens kolleger er grundigt trætte af, at han underminerer kampen for de fælles løn- og arbejdsvilkår.

For skræller vi alt det politiske af - altså arbejdet for et mere lige og retfærdigt samfund, solidariteten med andre arbejdende mennesker og kampen for velfærd - så er den overenskomst, som de nordjyske Metal'ere har indgået med arbejdsgiveren, deres sikring mod en alt for stærk konkurrence om prisen på deres arbejdskraft.

Og den mand, der vil stå udenfor, svækker derved det 'monopol' på at sælge arbejdskraften, som Metal'erne har skabt. Det gør det vanskeligere for kollegerne at forsvare prisen på arbejdskraften, og det er klart, at de må reagere.

I BUPL har vi aldrig benyttet eksklusivaftaler. Men for pædagogerne er det ligeså vigtigt at stå stærkest muligt, når vi skal forhandle om prisen på vores arbejdskraft. Også for pædagogerne er det i længden uholdbart, når kolleger vælger at stå uden for fagforeningen.

Det er ikke, fordi pædagoger ikke er frihedselskende individualister. Pædagoger har samme behov for personlig frihed og individuelle udfoldelsesmuligheder som manden fra Nordjylland. Men vi ved også, at den største grad af personlig frihed - og de bedste individuelle udfoldelsesmuligheder - skaber vi gennem forpligtende fællesskaber. Vi bidrager hver især til fællesskabet og høster de fordele, det giver os hver især.

Og i en moderne fag- og professionsforening, som BUPL er i gang med at udvikle, er høstudbyttet ikke alene en ordentlig pris på arbejdet, men tillige gode rammer om et rigt og udviklende arbejdsliv og karriereforløb for pædagoger.

Så enkelt er det. Lad mit ønske for det nye årti blive, at vi dropper al udenomssnak om borgerlige frihedsrettigheder. Ikke, at vi ikke værdsætter dem, men frihedsrettighederne er sandt for dyden mere truet af lømmelpakker og andet skidt fra regeringens hånd end af såkaldt fagforeningstvang. Lad os i stedet sige det indlysende til os selv og kollegerne: Giv et frø, høst en mark! n

Godt nytår!