BUPL MENER: En sommerhilsen fra Bornholm

Tak til alle jer, der hver dag yder en fantastisk indsats for alle de børn og unge, gamle og ’skæve’ eksistenser, store og små, som hver eneste dag er i kontakt med jer.

I skrivende stund befinder jeg mig på Bornholm sammen med en stor del af den øvrige fagbevægelse, politikere, journalister, interesseorganisationer og mange, mange andre mennesker, der ligesom jeg selv finder det både spændende, interessant og ikke mindst nødvendigt, at vi en gang om året kan mødes og debattere alle de ting, som ligger os og samfundet på sinde til hverdag.

Udbuddet er mangfoldigt. Der er ingen grænser for, hvem du kan komme i kontakt med her på denne smukke ø, når der kaldes til Folkemøde.

I BUPL bruger vi mødet til at komme i dialog med mange politikere og andre, som har stor indflydelse på, hvordan den offentlige sektor og dermed vilkårene for det pædagogiske arbejde skal være. Den uformelle dialog, som vi har med mange forskellige mennesker, kan forhåbentlig være med til at åbne døre for det videre fagpolitiske arbejde, der venter, når alle er kommet tilbage til ’rugbrødsarbejdet’.

Bornholm kaldes i folkemunde for solskinsøen og lever som regel fint op til sit navn. Især når der er indkaldt til årets nu største begivenhed. Det bringer tankerne hen på, at de fleste af os inden for en overskuelig fremtid skal hjem og holde sommerferie med vores familie og venner.

Vi skal væk fra arbejdet og travlheden, og vi skal sammen med familie og venner forsøge at finde roen og tiden til afslapning. Sådan håber jeg i hvert fald, det er for langt de fleste af os.

Det er også hårdt tiltrængt!

Det pædagogiske arbejde, der udføres af pædagoger hver eneste dag rundt omkring i hele landet, året rundt, kræver høje pædagogiske kompetencer og stor udholdenhed, og jeg ved, at mange af jer med rette efterspørger flere ressourcer, herunder flere uddannede kolleger, mere kompetenceudvikling, bedre fysiske rammer og mere tid til kerneopgaven. Og det er naturligvis helt berettigede krav.

Det er også lige præcis det, som vi vil tale med politikerne om på Bornholm. Det nytter ikke, at de bliver ved med at stille flere og højere krav til, hvad de pædagogiske institutioner og medarbejderne skal kunne, hvis de ikke samtidig kigger på vilkårene til udførelsen af arbejdet.

Tak til alle jer, der hver dag yder en fantastisk indsats for alle de børn og unge, gamle og ’skæve’ eksistenser, store og små, som hver eneste dag er i kontakt med jer.

Jeg er stolt af at være pædagog og håber, at jeg med mit bidrag, både en lille uge om året på Bornholm og ikke mindst til hverdag, kan være med til at få flere til at forstå, at kvalitet i det pædago­giske arbejde har en altafgørende betydning i mange menneskers liv. Både på den korte bane, i hverdagen, og på den lange bane dér, hvor vi taler om noget så stort som selvværd, livsduelighed og livskvalitet.

Pædagoger kan spille en helt afgørende rolle for, om et menneskes vej bliver stenet, tung og svær, eller om den bliver præget af solstrejf, medvind og optimisme.

Rigtig god sommer til alle.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.