BUPL mener: Duer ikke, ud - overvågning, fængsel, udvisning

...men det kræver først og fremmest, at arbejdet prioriteres, og at det bakkes op politisk og med de nødvendige ressourcer. Så drop X factor-retorikken og kom i gang med arbejdet.

Vores statsminister har et godt øje til tidens store tv-succes X-factor. I hvert fald har han i bedste Thomas Blachman-stil ophøjet sig til dommer over den danske ungdom eller dele af den, da han i sidste uge fordelte skyld og skam i relation til den seneste tids "ungdomsballade".

Statsministeren kundgjorde, at nu skulle forældre drages økonomisk til ansvar for de unges ødelæggelser, regeringens justitsminister meldte sig på banen med den sædvanlige remse om hårdere og længere straffe, Søren Pind krævede GPS-armbånd, så de unge kan overvåges i døgndrift, og en debattør krævede i et P1 debatprogram, at de unge skulle deporteres til Hans Ø (mellem Grønland og Canada). Alt i alt uendelige forudsigelige reaktioner. Kul dem ned, spær dem inde, kontroller dem i hoved og r...

Selvfølgelig skal unge og andre, som øver hærværk, straffes. Derfor har vi et retssystem. Men i politisk sammenhæng må det interessante vel også være, hvordan vi forhindrer de unge i den slags, hvordan undgår vi hærværk og afbrændinger i gaderne, og ikke mindst hvordan undgår vi, at flere unge tiltrækkes til den slags handlemønstre. Desværre er der ikke ret mange politikere, som interesserer sig for dette felt, endsige har bud på løsninger.

Grundlæggende har disse unge brug for voksenkontakt - voksne, de kan stole på, som de kan diskutere med og få gode råd af. Kort sagt voksne, som vil dem andet end at skælde ud og straffe. Forskellige undersøgelser blandt udsatte unge viser, at det mest positive, de unge kan sige om en voksen er, at "de (den voksne) ikke gør skade". Det bedste, vi som samfund kan gøre, er at holde op med at volde de unge skade og i stedet begynde at interessere os for deres liv, for de betingelser og muligheder, de har for at skabe sig en fornuftig tilværelse.

Derfor skulle statsministeren og venner i regeringen stoppe uddelingen af skyld og skam, og i stedet begynde at interessere sig for de unge og deres vilkår. Der er for eksempel enorm mangel på klubber rundt i kommunerne. Klubber, som har økonomiske rammer til at ansætte professionelle pædagoger, som kan og vil de unge. Vi ved gennem et utal af undersøgelser, at gode klubber faktisk kan løse mange af disse problemstillinger, også i forebyggelsesøjemed, men det kræver først og fremmest, at arbejdet prioriteres, og at det bakkes op politisk og med de nødvendige ressourcer. Så drop X factor-retorikken og kom i gang med arbejdet.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.