BUPL MENER: Det mindste vi kan gøre for vores børn

Skrækscenariet er, at når vi åbner børnepakken, er ambitionerne svundet ind til kun at omhandle det, vi skal gøre mere af. Og forstå mig ret, vi både kan og vil gøre mere, men kvalitet kommer ikke af at give pædagogerne flere opgaver

Vi har ventet længe på den såkaldte børnepakke fra Ministeriet for Børn, Ligestilling og Sociale forhold. En børnepakke, der skal sikre bedre kvalitet i daginstitutionerne på 0-6-årsområdet. Når du læser disse linjer, er pakken måske allerede åbnet, eller også venter vi stadig, for dens offentliggørelse har været omgærdet af næsten lige så megen mystik som datoen for næste folketingsvalg. 

Jeg kan rigtig godt lide pakker, men jeg har aldrig været god til det med at vente, og jeg tror på, at ventetid skal udnyttes bedst muligt. Det har vi i BUPL gjort ved at sende et meget tydeligt signal til regeringen om, at bedre normeringer er nødt til at være en del af pakken. For hvad nytter en fin pakke, hvis indholdet alene indeholder flere opgaver til pædagogerne – uden mere tid?

Jeg er glad for, at så mange – både pædagoger, forældre og andre – har udnyttet ventetiden sammen med os og har taget del i kampagnen for minimumsnormeringer. Det har været godt at se og mærke den store opbakning til de vigtige budskaber. Filmen om Isabella, der tæller børn, er blevet delt rigtig mange gange, og flere og flere skriver under på den underskriftsindsamling, som en gruppe forældre har startet. 

Jeg er som pædagog stolt af mit fag og ved, hvor stor en forskel det gode håndværk kan gøre. Derfor er det fortvivlende, at det skal være så svært for mange pædagoger at få lov til at bruge og udvikle fagligheden, at skabe kvalitet, og at gøre det, de er bedst til – ganske enkelt, fordi de er for få. Derfor er det så brændende vigtigt, at bedre normeringer er med i børnepakken. Et naturligt næste skridt vil være at se på minimumsnormeringer for hele børneområdet – også for SFO’er, fritidshjem og klubber, hvor de også er ekstremt pressede på normeringerne.

I BUPL blev vi glade, da oppositionen før sidste folketingsvalg tydeligt viste ambitioner for vores område. Og da den nye regering blev dannet, skrev de tilmed minimumsnormeringer ind i regeringsgrundlaget. Men en stor del af de nye penge, der blev tilført til bedre normeringer, forsvandt desværre i posten, så kun under halvdelen fandt vej til børnene. Der er stadig ingen bundgrænse for, hvor mange børn der må være pr. fuldtidsansat medarbejder i de danske daginstitutioner, og udviklingen går den forkerte vej. Med tanke på, at vi er 4.400 pædagoger fra niveauet i 2009, er det helt afgørende, at der er bedre normeringer med i en børnepakke. 

Skrækscenariet er, at når vi åbner børnepakken, er ambitionerne svundet ind til kun at omhandle det, vi skal gøre mere af. Og forstå mig ret, vi både kan og vil gøre mere, men kvalitet kommer ikke af at give pædagogerne flere opgaver. Vi skal også have rammerne til det. Og det betyder, at det skal være slut med at tage penge fra børneområdet, fordi der ikke er noget lovkrav for, hvor mange fuldtidsansatte, der skal være pr. barn i daginstitutionerne. Det skal være slut med at skrue på den knap, når der skal findes penge. Derfra kan vi begynde at tale om, hvordan vi forbedrer og udvikler kvaliteten. Det er det mindste, vi kan gøre for vores børn.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.