BUPL mener: Det handler om indhold

Formidlingsevne og evne til at processtyre er centrale begreber, og vi må derfor have fleksibilitet i uddannelserne, så de kan tilpasses individuelle behov.

Lederne i dag- og fritidsinstitutioner skal agere på så mange forskellige arenaer, at mange kan opleve det svært at indtage ledelsesrollen. Men hvis vi ikke tager definitionsmagten, bestemmer andre fortsat over os.Både BUPL og lederne skal være mere offensive og dagsordenssættende. Med den nuværende organisering af hele daginstitutionsfeltet, er lederen den, der kan skabe sammenhængskraft.

Det er blot nogle af de vægtige udsagn fra deltagerne på Martskonferencen, det årlige lederarrangement, som fandt sted for kort tid siden over to dage på Nyborg Strand - tætpakket med mennesker og meninger, aktuelle oplæg og engagerede forslag til, hvad BUPL skal arbejde videre med i forhold til lederne og ledelsesopgaven.

Temaet for konferencen var de styringsmæssige udfordringer for ledere i dag- og fritidsinstitutioner, og udfordringer er der nok af! Dilemmaerne falder også i øjnene, og i sig selv var det et kunststykke at holde en - synes jeg personligt - så udbytterig og fremadrettet konference for så mange pædagoger med så forskellige vilkår, baggrunde og arbejdsområder, som tilfældet var.

Ledelse i dag er et langt fra entydigt begreb, og derfor opprioriteres særlige kvalifikationer og kompetencer. Det var gennemgående i gruppediskussioner og workshops, at uddannelse og mere uddannelse er krumtappen i ledelsesområdet som helhed, såvel som for den enkelte leder. Det blev understreget gang på gang, at formidlingsevne og evne til at processtyre er centrale begreber, og vi må derfor have fleksibilitet i uddannelserne, så de kan tilpasses individuelle behov.

Vejen til indflydelse er ikke kun at kritisere kvalitetsreform, kontroltankegang, målingsiver og andre udslag af markedsgørelsen - selv om der er mange gode grunde til kritik!

Vi skal derimod tage udgangspunkt i og fremhæve den professionsbaserede styring, doku­mentere indholdet i vores arbejde og definere pædagogisk og ledelsesmæssig kvalitet.

Det er nu engang, indholdet det handler om - både på ledelsesområdet og i det hele taget i disse dage og uger, hvor det virkelig gælder om at synliggøre den pædagogiske profession og dens værdi.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.