BUPL MENER: Brug din stemme på søndag

Jeg tror dog på, at EU også består af mennesker af kød og blod, og de bliver påvirket af, hvad de ser og oplever.

Søndag den 25. maj skal vi stemme ved valget til Europa-Parlamentet. Alle siger, at det er et vigtigt valg, men det er også et svært valg.

Jeg tror, der er mange, der som jeg ofte synes, at EU er en fjern, distanceret kolos, hvis relevans kan være svær at gennemskue. Ikke desto mindre er EU ikke til at komme udenom, når det handler om magten over og indflydelsen på vores liv, og derfor kæmper kandidaterne også om Danmarks 13 pladser i Europa-Parlamentet.

Hvad enten de forskellige kandidater til Parlamentet er for eller imod EU – for mere magt eller ej til EU – eller mener, at EU fylder for meget eller ej, er kampen om pladserne hård og intens lige nu. For alle kandidater ved, at uanset om de er begejstrede tilhængere, indædte modstandere eller bare kritiske, så har EU stor indflydelse på dagligdagen i de enkelte lande og naturligvis også i Danmark.

Det ved vi også i BUPL, og derfor opfordrer vi alle vores medlemmer til at bruge deres stemme til søndagens parlamentsvalg.

EU er en mastodont, som på godt og ondt blander sig i mange ting. Herunder arbejdsvilkår, rammerne og målsætningerne for pædagogikkens udførelse og sågar lønvilkår, når man ser det i et ligelønsperspektiv.

Det har vi erfaret i BUPL, når vi med succes har lobbyet for at påvirke den ligelønspolitik, som Parlamentet har vedtaget, og som har medført, at det danske Folketing har måttet arbejde med emnet.

Man kan naturligvis sætte store spørgsmålstegn ved EU som et folkeligt projekt. Dertil fylder mystiske historier om pengespild, bureaukrati og langsommelige beslutningsprocesser for meget i mediebilledet. Konsekvensen er, at vi bliver fremmedgjorte over for systemet. Det skyldes også den mangel på debat om EU, som er i den daglige politiske debat. Det er ikke de danske politikere og de danske medier, der fortæller os sandheden om, hvor meget EU fylder. Og det burde de gøre meget mere.

Jeg tror dog på, at EU også består af mennesker af kød og blod, og de bliver påvirket af, hvad de ser og oplever. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvem vi sender af sted til parlamentet på søndag.

Det skal være personer med pondus, format og vilje til at gøre en forskel på Danmarks vegne. Og det skal være personer med integritet og vilje til at gå på kompromis, men samtidig fastholde, hvad vi synes er en rigtig samfundsmodel og måde at indrette os på, både i Danmark og i resten af Europa.

Og endelig skal det være personer, der ærligt og redeligt fortæller os sandheden om EU´s magt og indflydelse. Faktisk går der en lige linje fra EU til den måde, vi indretter og tænker de pædagogiske institutioner på i Danmark, som du kan læse Børn&Unges EU-tema side 18-19.

Det vil jeg tænke på, når jeg sætter mit kryds på søndag.

Hermed ønskes alle en god valgdag.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.