BUPL mener: For 93 mandaters højere løn, tak

Så kære Villy, Helle, Pia og Line - I lovede bedre vilkår og fik krydset. Brug nu det parlamentariske flertal, der eksisterer, og som blev skabt af vælgere, der vil velfærdssamfundet. Hold ikke vælgerne for nar. Indfri løfterne.

Det nye Folketing er en realitet. Ved roret står igen statsminister Anders Fogh Rasmussen. En politiker, der før har givet gyldne løfter til pædagogerne, dog uden at holde, hvad han lovede.

Denne gang er det dog ikke kun Fogh, der lover.

Op til valget den 13. november, kom både Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti med bud på, hvordan de ville forbedre de offentlige ansattes vilkår. De offentlige ansatte er en stor vælgergruppe, som partiformændene gerne ville tækkes.

En gruppe, som står overfor nye overenskomstforhandlinger.

S, DF, Ø og SF fik tilsammen 93 mandater ud af valget, hvilket er nok til et flertal i folketingssalen. De kan derfor indfri de løfter, partierne har givet i kampens hede om højere løn, bedre vilkår og anstændige arbejdsvilkår til pædagoger, lærere og sygeplejersker. Det er forbedringer, der skal skaffe mere arbejdskraft til de trængte professioner, hvor tiden til faglig kvalitet i dagligdagen bliver skubbet til side, fordi personalet løber, indtil det er stakåndet.

Så kære Villy, Helle, Pia og Line - I lovede bedre vilkår og fik krydset. Brug nu det parlamentariske flertal, der eksisterer, og som blev skabt af vælgere, der vil velfærdssamfundet. Hold ikke vælgerne for nar. Indfri løfterne.

BUPL vil gøre sit til, at det politiske arbejde lever op til de forventninger, der var så tydelige i valgkampen. Vi er ikke et politisk parti, men vi kan se, forældre ønsker, at fagpersoner får en større lønmæssig tyngde.

Job, som er helt nødvendige for bare at fastholde et nogenlunde anstændigt velfærdssamfund. Job, som skal udvikles for at forbedre kvaliteten, som regeringen har lovet både før og under valgkampen. Job, som er nødvendige.

BUPL skal yderligere skærpe vores profil, så vi kan påvirke og dermed fastholde alle politikerne på deres gyldne valgløfter.

Vi skal frem - og det skal være nu. OK08 skal og må bare betyde, at de 650.000 offentlige ansatte bliver lønnet som fortjent. Pædagogerne er en faglært gruppe, som halter bagefter, både hvad det private område angår, men også i forhold til andre uddannelsesgrupper. Det viser tallene alt for tydeligt. Pædagogerne skal føle, at de bliver respekteret i samfundet, blandt unge, der skal vælge uddannelsen og af sig selv som en veluddannet faggruppe.

Det parlamentariske flertal er til stede, løfterne er givet - og vi må sammen sørge for, at de bliver indfriet. Der skal tales klart. Pædagogerne skal have bedre vilkår.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.