BUPL har fået en TR-politik. Min rolle er helt forandret

I dag er knap halvdelen af BUPL’s TR’er områdetillidsrepræsentanter for flere institutioner. Også Rie Rasmussen.

Da Rie Rasmussen for over 20 år siden blev valgt som tillidsrepræsentant første gang, blev hun TR for et enkelt børnehus. Siden blev der indført områdeledelse i Odense Kommune, og i dag er hun TR for syv børnehuse under områdeinstitutionen Munkebjerg, der har 56 pæda­goger og fire studerende ansat.

»Med så mange er det svært at have et nærmere kendskab til hver enkelt pædagog. Men omvendt kan man bedre bevare en professionel distance i sagerne,« siger hun.

En ny undersøgelse blandt 1.022 TR’er i BUPL viser, at knap halvdelen (44 procent) er TR for flere end én institution.

»Det er den vej, udviklingen går,« konstaterer Rie Rasmussen.

Andelen af såkaldte område TR’er er steget i takt med, at flere kommuner har indført områdeledelse, samordnet ledelse eller klyngeledelse, der samler flere institutioner under én leder og dermed også påvirker TR-strukturen.

»Strukturen matcher ledelsesstrukturen godt, og det er ikke anderledes end på store industrielle arbejdspladser. Det vigtige er, at samarbejdet med kolleger og ­ledelsen fungerer godt,« siger Rie Rasmussen.

BUPL Fyn har hjulpet med at klæde Rie Rasmussen på til TR-opgaven gennem introduktionsuddannelse og temamøder, og fagforeningen har længe haft en lokal TR-politik.

Nu har BUPL fået en fælles TR-politik for alle TR’er i BUPL. Det giver mening, synes Rie Rasmussen.

»TR-opgaven er i dag større og bredere. Det handler ikke kun om kampen for lokale lønforhold men også om at profilere faget og betydningen for børnene. Jeg tænker ikke over sådan en politik i hverdagen, men det er rart, at der er formuleret overordnede tanker om tillidsrepræsentantens opgaver, og hvor vigtige de er. Var de der ikke, kunne nogle politikere eller ledere løbe os over ende,« siger Rie Rasmussen, der tog tjansen som TR, fordi ingen andre ville.

»Heldigvis hører jeg, at mange unge nu gerne vil stille op. Det tror jeg ikke mindst skyldes TR’ens nye rolle som forkæmper for faget,« siger Rie Rasmussen.



Din TR prioriterer dig

For over 90 procent af TR’erne er disse opgaver de vigtigste:

● At få samarbejdet mellem ledelsen og medarbejderne

til at fungere.

● At sikre overholdelse af overenskomst og aftaler.

● At arbejde for et godt samarbejdsklima mellem kollegerne.

● At være talerør for kollegerne.



Lavest prioritet har det at være talerør for ledelsen.



TR-tiden går især med

● møder i MED-udvalg

● at orientere sig i BUPL’s aktiviteter

● samtaler med kolleger, skrive mails og nyhedsbreve

● møder med fagforeningen

● arbejde med sygefravær og psykisk arbejdsmiljø.



Vidste du …

I 2008 havde BUPL 4.565 tillidsrepræsentanter. I 2014 var antallet kun 3.362. Faldet kan skyldes institutionssammenlægninger og en stigning i områdetillidsrepræsentanter, som har flere end en institution.



Kilde: BUPL’s tillidsrepræsentanter anno 2015, november 2015.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.