BUPL afdeling 6; Debat om tryghed i ansættelsen

Fremmødet var ikke imponerende, men der blev diskuteret godt alligevel, da BUPL Afdeling 6 holdt generalforsamling lørdag i sidste uge

Vanen tro holdt BUPL Afdeling 6 fælles generalforsamling med PMF i deres mangeårige samarbejde. Fremmødet var dog ikke noget at prale af i år. Der mødte 47 BUPL-medlemmer og cirka 20 PMF-folk op.

"Jeg tror, at årsagen til det knap så ophidsende fremmøde i år, er, at en del af de større diskussioner, der har været, er blevet rundet af i løbet af året," forklarer formand for afdeling 6, Flemming Brøgger Andersen.

Det eventuelle kommende formandsvalg i BUPL blev kun ganske kort berørt. Hvis Bente Sorgenfrey bliver valgt som formand for FTF den 13. november, bliver der kampvalg om formandsposten. Der er indtil videre to kandidater til posten, nemlig Annette Trads Hansen og Allan Baumann. Lis Pedersen har netop meddelt, at hun stiller op til næstformandsposten, hvis Anette Trads Hansen bliver valgt som formand.

Lis Pedersen var gæst ved generalforsamlingen, men nævnte ikke selv det eventuelle valg i sin gæstehilsen. Til gengæld flettede Flemming Brøgger Andersen i sit svar til hilsnen ind, at BUPL Afdeling 6 støtter Lis Pedersen, og dermed også Annette Trads Hansen som formand.



God temadiskussion. Beretningen blev fremlagt af PMF's faglige sekretær, Michael Dreyer, som mest talte om de forskellige lokalområder, hvor der nogle steder opleves nedskæringer med arbejdsnedlæggelser som resultat. Der blev også snakket om arbejdet med en alternativ lønmodel. Beretningen blev enstemmigt vedtaget uden debat, hvilket i øvrigt gjorde sig gældende for alle generalforsamlingens afstemninger.

Helt uden debat var lørdag eftermiddag dog ikke. Afdeling 6 har hvert år en tema-diskussion, hvor medlemmerne i grupper diskuterer et aktuelt emne, og i år hver emnet "Tryghed i ansættelsen".

"Vi havde en rigtigt god diskussion. Så man kan sige, at dem, der ikke var der, gik glip af noget. Formålet med emnet er, at vi gerne vil styrke forholdet mellem tillidsrepræsentanter og ledere, og baggrunden er et stigende antal afskedigelsessager i området," siger Flemming Brøgger Andersen, og fortæller endvidere, at der allerede i år har været 21 sager i afdelingen.

Diskussionen var delt op i fire delemner: Samarbejdet mellem tillidsrepræsentanter og ledere, fagforeningens rolle, retningslinjer i MED- og SU-systemet og uddannelsesbehov. Samarbejdet mellem tillidsrepræsentanter og ledere var ifølge Flemming Brøgger Andersen det punkt, som interesserede medlemmerne mest, og han mener, at det skyldes, at det kan relateres direkte til det, der foregår ude i institutionerne.



Fusion. Fællesbestyrelsen fremlagde et forslag til udtalelse omkring en fusion mellem BUPL og PMF. Formand Flemming Brøgger Andersen ved godt, at det kan virke provokerende på nogle at rejse debatten igen, men ikke desto mindre ville han gerne have, at generalforsamlingens opfordring skulle være, at der gøres et nyt forsøg nu.

"Vi fornemmer, at PMF's dage som selvstændig organisation er talte. Med mindre vi handler nu vil det kunne føre til, at PMF søger optagelse et andet steds sandsynligvis i FOA. Vi har ikke det fjerneste imod FOA. Men det ville være usandsynligt ærgerligt, hvis vi fik en ny organisation ind i vores institutioner, uden at vi først havde forsøgt at samle os i én pædagogisk organisation," hedder det i udtalelsen, der blev enstemmigt vedtaget.



Bestyrelsen:

Formand: Flemming Brøgger Andersen, genvalgt. Kasserer: Birgith S. Madsen, genvalgt. HB-medlem: Jan Poulsen, genvalgt. 1. HB-suppleant: Hanne G. Gregersen, genvalgt.

2. HB-suppleant: Flemming Brøgger Andersen, genvalgt. Øvrige bestyrelse: Genvalgt: Marchen Jans, Per Grøn Hansen og Hanne Magnussen.

Ikke på valg: Pernille Nyvang Larsen og Susanne Jørgensen. Nyvalgt: Reidun Balle-Christensen

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.