BUPL Afdeling 5; Samling i amtet

Formand Mogens Mathiesen ser for sig en fremtid med kun én BUPL-fagforening i Københavns Amt

BUPL Afdeling 5 trækker store veksler på sine 1800 medlemmers mødeparathed. Først kaldes pædagogerne og klubfolkene i Rødovre, Hvidovre, Glostrup og Brøndby til generalforsamling i hver deres faglige kommuneklub. Siden er der fælles generalforsamling for hele medlemskredsen.

Sidstnævnte mønstring, som blev holdt tirsdag i sidste uge på Højvangsseminariet, samlede 118 medlemmer, og det betegner den lokale BUPL-formand, Mogens Mathiesen, som nogenlunde tilfredsstillende. I hvert fald var lidt flere end sidste år mødt frem.

"Måske trak det, at vi startede med en times debat om nye institutionsformer og ændret ledelsesstruktur mellem forbundsformand Bente Sorgenfrey og projektleder Jan Dehn fra Kommunernes Landsforening," siger Mogens Mathiesen, som kunne glæde sig over, at forsamlingen var enig med bestyrelsen i, hvad fagforeningen især skal bruge sine kræfter på det kommende år. Det er blandt andet nye lønformer, styrkelse af forbindelserne til tillidsfolkene i de kommunale samarbejdsudvalg og BUPL's pædagogiske profil, som skal gøres operationel.

Til debat var også fagforeningens egen fremtid.

"Samarbejdet mellem de fem fagforeninger i BUPL Huset i Ballerup er gennemgående udmærket, og det vil uvægerligt blive tættere og tættere. Jeg gav til kende, at målet for mig at se må være, at vi får én BUPL-fagforening for hele Københavns Amt, men sagde også, at jeg kke er sikker på, at vi når dertil," beretter Mogens Mathiesen.

På et direkte spørgsmål fra salen om, hvem de vil stemme på, hvis der skal vælges ny forbundsformand for BUPL, tilkendegav tre ud af syv kongresdelegerede, at det ville blive Annette Trads Hansen. Ingen tilkendegav at ville stemme på Allan Baumann, mens en del udtrykte håb om, at helt nye kandidater ville stille sig til rådighed.



Bestyrelsen:

Formand og faglig sekretær Mogens Mathiesen ikke på valg. Kasserer Karin Vesterberg Hansen ikke på valg. Hovedbestyrelsesmedlem Margit Dam genvalgt. Næstformand, faglig sekretær og 1. HB-suppleant Pia Jespersen ikke på valg. 2. HB-suppleant Birgitte Schäfer ikke på valg.

Nyvalgt til bestyrelsen: Anette Mouritzen.Genvalgt til bestyrelsen: Lene Due, Henrik Due Vengfeld, Anne Frederiksen og Erik Lindegaard.

Ikke på valg: Susanne Rahbæk Lund, Dan Rene Vinther-Jensen og Tessa Jensen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.