BUPL Afdeling 3; Nej til ledelse som fag

Tendensen til, at ledelse skal være et selvstændigt fag, er ikke noget for medlemmerne i afdeling 3. Fremtiden for ledelse og Ny Løn var de største debatemner på en kort og effektiv generalforsamling

I de to kommuner, Ballerup og Ledøje-Smørum, som BUPL Afdeling 3 dækker, er tendensen, at ledelse opfattes som et fag for sig selv. Det var der en stor og massiv opbakning til at sige nej til blandt de 143 fremmødte medlemmer på afdelingens generalforsamling sidste torsdag. Formand Michael Egelund var glad for den enstemmige opbakning til bestyrelsens arbejde med ledelse og diverse nedskæringstiltag i det forgangne år og i fremtiden. Han lagde selv stor vægt på, at der skal arbejdes for, at fag og ledelse stadig er to sider af samme sag.

"Meget tyder på, at det bliver mere og mere vigtigt, at vi holder fast på, at ledelse ikke kan opfattes som et selvstændigt fag, sådan som mange kommuner ønsker. Det bliver et stadigt vigtigere synspunkt at fastholde på grund af nye styreformer og institutionssammenlægninger," siger han.

Det var også ledelse og Ny Løn, der fik flest medlemmer på talerstolen. I Afdeling 3 mener man, at lønsystemet ikke skal lægges ud til den enkeltes løndannelse, men at der skal laves forhåndsaftaler. Desuden ser man kritisk på tendensen til, at Ny Løn udbygges, i stedet ser man gerne et helt nyt lønsystem og diskussionen om dette.



Ikke de rigtige kandidater. Hvis en mere midtsøgende kandidat til forbundsformandsposten ikke kan findes, står bestyrelsen indtil videre bag Annette Trads Hansen. Det var i hvert fald det svar, generalforsamlingen fik, da én fra salen ville vide besked.

Men Michael Egelund ser gerne, at der dukker en kandidat op, som kan være mere samlende for organisationen.

"De to kandidater, der nu er til rådighed, trækker i hver sin retning, og jeg synes, at vi trænger til en mere midtsøgende figur. Så derfor forbeholder jeg mig ret til at vente med at lægge mig helt fast på en kandidat," siger han.



Bestyrelsen:

Formand: Michael Egelund, genvalgt. Kasserer: Benny Kamper, genvalgt. HB-medlem: Per Iversen, ikke på valg. 1. HB-suppleant: Pia Jeppesen, ikke på valg. 2. HB-suppleant: Torben Bank, genvalgt.

Øvrige bestyrelse: Nyvalgt: Michael Paulsen. Genvalgt: Arne Ruohonen. Ikke på valg: Charlotte Arlington, Vibeke Olsen, Hanne Kronholm, Birthe Gram.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.