BUPL Århus Amt; Nyt, ungt blod

Kampvalg og nye, unge kræfter i arbejdet er det stof, der gør en glad formand

Birgitte Conradsen, formand for BUPL Århus Amt, sidder efter generalforsamlingen fredag i sidste uge med et fornyet og i nogen udstrækning også forynget hold bag sig. Det synes hun er rigtigt dejligt.

"For første gang i mange, mange år var der kampvalg om pladserne, og så fik vi endda hele fire nye ind i bestyrelsen. Tre af dem unge tillidsfolk, mens den fjerde er en, der har fået lysten til fagligt arbejde tilbage. Det er alle sammen gode folk, som kan noget og vil noget."

Bestyrelsen var forberedt på, at der på generalforsamlingen, som samlede 132 af fagforeningens 3500 medlemmer, ville blive spurgt til, hvordan den stillede sig til de to, der har meddelt, at de er kandidater til i påkommende tilfælde at afløse Bente Sorgenfrey som forbundsformand.

Spørgsmålet blev imidlertid aldrig stillet, så sagen blev ikke oplyst. Birgitte Conradsen vil til Børn&Unge kun sige, at der kan nå at ske meget, inden en eventuel ekstraordinær kongres skal holdes, men at man i bestyrelsen da synes, at det er interessant, at Lis Pedersen er kandidat til posten som forbundsnæstformand, hvis Annette Trads Hansen bliver forbundsformand.



Bestyrelsen:

Birgitte Conradsen genvalgt som formand. Thomas Bering Kristensen nyvalgt som kasserer. Else Marie Møller genvalgt som hovedbestyrelsesmedlem. Det andet HB-medlem, Christian Haubuff, var ikke på valg. 1. og 2. suppleanterne Tine Honoré og Birgitte Præst blev begge genvalgt. Genvalg også til Jan Thomasen, Jonna Horup og Helle Jensen Møller.

De nyvalgte er Lars Henriksen, Jesper Korshøj Nielsen, Kirsten Viholt og Elisabeth Skousen. Følgende bestyrelsesmedlemmer var ikke på valg: Anne Grethe Rosenberg, Hans Hedegaard, Jette Klitgtaard og Anni Cramer.

De fire faglige sekretærer er Birgitte Conradsen, Thomas Bering, Else Marie Møller og Tine Honoré.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.