Brug din ret og pligt - Stem

Den ekstraordinære kongres og hovedbestyrelsen har givet vores forhandlere et mandat at forhandle ud fra. Det mandat er fulgt, og resultaterne er leveret. Jeg tror ikke, vi kan opnå et bedre resultat gennem en konflikt

Så er vi midt i urafstemningen, hvor vi allesammen skal tage stilling til det forslag, forligsmand Mette Christensen har udsendt.

Det er næppe nogen hemmelighed, at der er uenighed på mange niveauer i organisationen.

Spørgsmålet er jo, om forligsskitsen i tilstrækkelig grad tilgodeser vores opfattelse af, at vores løn og arbejdsvilkår ikke er tilfredsstillende. Pædagoger udfører samfundsmæssigt et fundamentalt værdifuldt arbejde. Dets værdi er langt højere end den løn, vi får. Det er uforståeligt, at vores kommunale arbejdsgivermodpart ikke har højere tanker om vores arbejde - ikke kun udtrykt i flotte ord, men i handling og udmøntning af mere i lønningsposen.



Så hvad skal vi med en overenskomst, der ikke imødekommer vores helt berettigede forventninger? Er den nuværende forligsskitse ikke blot endnu et udtryk for, at arbejdsgivernes interesser vægtes mest - i deres store tanker om Ny Løn for bl.a. at opnå en mere fleksibel drift ved at kunne påskønne enkelte særligt gode indsatser med lidt mere i lønningsposen? Men evner vores arbejdsgivermodpart at indfri - man var lige ved at sige - blot deres egne ønsker? Jeg synes ikke, det er tilfældet. Erfaringerne er nærmere, at mange kommuner ser Ny Løn som et økonomistyringsinstrument, hvor man først afsætter rammen og bagefter finder begrundelser, der passer til økonomien.



Når jeg alligevel anbefaler, at vi stemmer ja til forligsskitsen og dermed til rammen for den nye overenskomst, er det, fordi jeg ikke kan se konflikttemaet.

Den ekstraordinære kongres og hovedbestyrelsen har givet vores forhandlere et mandat at forhandle ud fra. Det mandat er fulgt, og resultaterne er leveret.

Jeg tror ikke, vi kan opnå et bedre resultat gennem en konflikt. Det bekymrer mig, at vi uden at opnå et bedre resultat tærer på vores konfliktfond og bringer os i den situation, at vi kommer til at medfinansiere de kommende overenskomstresultater.

Konflikttemaet skal stå klarere, og vi har brug for et større sammenhold, hvis vi skal opnå bedre resultater.



Derfor tror jeg, vi er bedst stillet ved at stemme ja - og bruge den kommende periode til tæt at følge arbejdsgivernes vilje til at udmønte løn ved de lokale forhandlinger. Sker der ikke markante forbedringer, så skal vi geare os til at tage et opgør med rammen for lønudviklingen og måske et andet lønsystem.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.