Børneteaterfestival: 7-13 år Spændende teater for de store

Der er altid nok at vælge imellem, når der skal købes teater til de - i teatersammenhæng - store børn i skoler og på fritidshjem. I år blev adskillige nye, spændende forestillinger for de 6 - 12 årige præsenteret på årets Børneteaterfestival. Comedievognen har flottet sig ekstra og produceret hele to forestillinger til aldersgruppen.

Bittersødt eventyr

Den ene "Konen i muddergrøften" er med flotte, enkle scenebilleder og et spændende miks af lys, lyd og få replikker nem at følge. Men skal børn fatte - og genkende - koblingen mellem nutidens velfærdssymboler og krævementalitet og Grimms bittersøde eventyr, må de ikke være for små. Eller de skal forberedes godt.

Sker det, venter en underholdende, velspillet oplevelse i selskab med konen, hvis sociale ambitioner og selvglæde vokser i takt med, at hun får sine ønsker opfyldt. Forgæves forsøger hendes tøffelhelt af en mand at sætte sig igennem, men jo mere gods og magt konen får, jo mere muggen og utilfreds bliver hun. Først da magtbegæret rettes mod Gud og hun med rappe flashbacks bankes tilbage til start i muddergrøften, indser hun skamfuldt sit overmod.



Årets bedste

Stillet overfor det sublime, er man sjældent i tvivl, og Comedievognens "Godmorgen sol" er bare årets bedste, nye børneteaterforestilling. Sansende og dansende med masser af poetisk komik bevæger to personer sig legelystne gennem Halfdan Rasmussens generøse, livsbekræftende univers. Sammen med tilskuerne bliver de ledt på vej af små sedler med rimene og remserne, der sirligt er hæftet op på tørresnore. Mens musik farver de skiftende stemninger og karakterer med blide klange, græske rytmer og rap.

Det knager faretruende, når Snemand Frost bevæger sin stivfrosne krop. Men så snart yndefulde Frøken Tø er i nærheden, stiger temperaturen straks i den kolde mand. I hans kridhvide, retvinklede verden brænder hun igennem med sin knaldrøde dragt og bløde kurver og tør ham op. Så hun ka' ha' ham i en kop!



Følsom filmstil

Der er også knald på Teatret Møllens herlige "2 vær. lej. til leje", der bygger på en række små billedhistorier, skabt af en billedkunstner i 1947. Med sin bragende smukke filmstil appellerer forestillingen til børn, som er store nok til at kunne magte de komplekse følelser, der rumsterer i tre, vidt forskellige personer. Kvinden, som vil leje ud, og to fidusmagere, som hun tror er skuespillere.

Sådan nogle har hun hyret, for hun har en historie, og den skal de fortælle for hende. Men det går - selvfølgelig - helt anderledes. Med lige dele slapsticknumre, gammeldags popmusik og rørende komik nærmer forestillingen sig

særdeles følsomme emner som ensomhed, død og skyld. Men den finder også vej til en sød og sky forelskelse, der spreder glæde og håb for fremtiden.



Barske løjer

Dansk børneteaters påvirkning af moderne performancestil slår flot igennem i "En stor historie" af Randers Egnsteater. Den billedstærke, barske og morsomme forestilling handler om Ulrikke, der gemmer sin sårbarhed bag en hårdkogt adfærd. Men det er svært at få respekt som superheltinde, når man har et pivedyr i tasken, og den ensomme pige fortrækker til fjerne kroge på skolen for at lege i fred.

Bag de støvede reoler står en gråbleg dreng, der ikke er særlig sød. Da han gik i skole, fik han prygl, og engang blev han låst inde af de andre drenge. Det døde han af, og nu driller og skræmmer han Ulrikke. Alligevel foretrækker den vilde pige at fejre sin fødselsdag med ham, fremfor med de levende børn, og noget mærkelige sker. Hendes varme følelser forvandler spøgelset til en engel.



Kær og klog

"Mystik på tredje sal" er danseteater, når det kan og vil mest. Skabt med en lyslevende koreografi, der tager afsæt i dagligdagens genkendelige bevægelser. Corona anbefaler forestillingen for mindre børn. Men lysende, hestehalesvingende Ida med den smidige krop og glade øjne opleves ikke som noget børnehavebarn. Hun er en kær og klog lille pige i skolealderen, der giver sig selv og tilskuerne lov til at tænke over tingene, mens hun tonser rundt i en finurlig lejlighed på tredje sal.

Det kommer der en række pragtfulde situationer ud af. Ida og hendes søde, fortravlede og stivryggede mor er lige flyttet ind, og selv om Ida er god til at underholde sig selv, er det sjovere at være to til at lege. Heldigvis bor der en pige i

nabolejligheden. Det vil sige, udenpå er hun en sur gammel dame. Men inden i forholder det sig anderledes, opdager Ida.



"Konen i muddergrøften" 7-13 år, Comedievognen

"Godmorgen Sol" 6-12 år, Comedievognen www.comedievognen.dk

"2 vær. lejl. til leje" fra 10 år, Teatret Møllen www.teatretmoellen.dk

"En stor historie" 6-12 år, Randers Egnsteater www.randersegnsteater.dk

"Mystik på tredje sal" 4-8 (6-10) år, Corona Danseteater www.coronadanseteater.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.