Børnerådet: Her er vores opskrift på bedre dagtilbud

I en ny rapport har Børnerådet fire forslag til at forbedre dagtilbuddene.

Børnerådet har netop udgivet en ny rapport, der indeholder fire forslag til, hvordan børns forhold i dagtilbud kan forbedres. Forslagene udspringer af en række undersøgelser, som Børnerådet har gennemført blandt børnehavebørn og pædagoger i hele landet. De er et indspark i den aktuelle debat om, hvordan børnelivet i de danske daginstitutioner kan forbedres. De fire forslag er:

Uddannelse. Børnerådet lægger vægt på, at der er en høj pædagogisk faglighed i institutionerne. Det er vigtigt, at pædagogerne evner at hjælpe de børn, som ikke trives. Det kan ikke opnås alene gennem almindelig praksiserfaring. Derfor mener rådet, at det er nødvendigt, at de ansatte har en pædagogfaglig uddannelse, og at de bliver tilbudt efteruddannelse.

Sparring og support. Pædagogerne skal kunne identificere forskellige børns behov og vide, hvordan man bedst muligt fremmer deres udvikling. Det er særligt vigtigt, at de har redskaber til at støtte børn med specielle behov. Derfor skal pædagogerne have mulighed for sparring og support.

Godt indemiljø. Børnerådet lægger vægt på, at dagtilbuddene arbejder med vurderinger af børnenes miljø. Rådet anbefaler, at man skaber en god funktionsopdelt indretning, et godt indeklima og en god akustik, som giver børnene plads til at lege uden meget støj. Standarderne for støj og indeklima bør som minimum være de samme som for voksne.

God normering. Det er vigtigt, at pædagogerne er tilgængelige for børnene, så de kan få en tryg tilknytning. Det kræver tid til nærvær. Det er også vigtigt, at pædagogerne har tid til at arbejde med læreplaner og får et gensidigt samarbejde med forældrene. Børnerådet anbefaler, at normeringerne tager højde for, at den enkelte pædagog har tid til arbejdet med det enkelte barn og samarbejdet med forældrene.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.