Børn og terror

Børn&Unge har talt med fire børn fra Tingbjerg Fritidscenter om terrorisme. Alle samtaler er foregået på børnenes præmisser og under pædagogisk opsyn af afdelingsleder Stine Nielsen, der kender børnene indgående. Børn&Unge har været på besøg to gange: Først for at tale med børnene om frygten for terror. Dernæst for at få børnene til at udtrykke sig med tegninger.

" Terrorangreb er bombeangreb. Dem, der laver sådan noget, er nogen, der godt kan lide at ødelægge verden. Jeg ved sådan set ikke hvorfor. Hvis jeg var en terrorist, så ville jeg have sådan en hue på, så jeg kun lige akkurat kunne se ud.

Frederikke Emilie Juul Kisum på 9 år



" I Irak og Afghanistan er der meget terror, fordi de ikke kan enes. Og i Algeriet, hvor min mor kommer fra, er der nogle gange ildebrande. Hvorfor ved jeg ikke - jeg har aldrig snakket med mine forældre om terrorismen. Men terrorister har alle sammen sorte trøjer på, så andre mennesker ikke kan genkende dem, fordi de stjæler.

Hani Hanssi på 9 år





" Jeg har set terrorister i tv-avisen, hvor de har hætte på, så han kan gemme sit ansigt. Han har sådan en bandana på og sorte bukser, fordi man ikke skal kunne genkende terroristerne. Ellers kunne politiet bare anholde dem. Det, de gør, er jo ulovligt, når de ødelægger verden.

Sebastian Petersen på 8 år





" Jeg kan ikke gå rundt på samme måde i Irak, som jeg kan herhjemme. Terroristerne dræber de børn, de kidnapper. Hvis jeg mødte en terrorist i virkeligheden, ville jeg være bange. Fordi han kunne gøre mig ondt. Men det er ikke noget, vi taler meget om i min familie.

Nuur Mousawi på 10 år





Gode råd om børn og terror



• Hold børn under cirka 10 år væk fra nyhedsudsendelser. Undgå at lade børn se dramatiske mediebilleder.

• Svar ærligt, hvis børnene selv spørger til terrorhandlinger. Husk at understrege, at risikoen for, at forældre eller børnene selv vil opleve et terrorangreb herhjemme, er meget lille.

• Lad være med at tale om farlige tasker eller lignende. Det kan børn ikke forholde sig til.

• Ignorer ikke barnets behov for oplysninger, hvis barnet selv spørger. Som voksen kan du være den bedste nyhedsformidler til dit barn, da du kender barnets forståelsesramme og psykiske smertegrænse.

• Påfør ikke barnet de voksnes angst og usikkerhed.

• Nogle børn har brug for at fortælle om deres egne tanker. Som voksen kan du give de nødvendige korrektioner.

• Børn er optaget af hvorfor og hvem, der har begået terrorhandlingerne i udlandet. Børn må forsikres om, at der er voksne, som arbejder på at finde frem til svarene.

• Børn er også optaget af, om noget tilsvarende kan ske i Danmark. Fortæl at risikoen for at opleve et terrorangreb er meget lille.

• Børn er optaget af retfærdighed. Det kan for nogle børn medføre hævnreaktioner. Prøv at få barnet væk fra denne tankegang.

• Terrorhandlinger og frygt for terror er en dramatisk situation, men prøv ikke at overdramatisere billederne i børnenes hoveder.



Kilde: Barneombudet i Norge,

www.barneombudet.no

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.