Børn bag kameraet
Børn bag kameraet
I fritidshjemmet Simonshøj i Hvidovre, hvor pædagogstuderende
Heidi Larsen er i praktik, deles 65 børn om et fjernsyn, en playstation, en video og en computer. Udstyret bliver hver dag flittigt brugt, men Heidi Larsen mener ikke, at børnene forstår billederne så meget, som de ser på dem.
»Jeg vil gerne lære børnene at blive mere kritiske over for det, de ser på tv, og derfor prøver jeg at vise børnene, hvordan billederne bliver til,« siger Heidi Larsen.
Hun er en af 12 studerende fra Gentofte Seminarium, der deltager i et projekt om at integrere medierne i fritidsinstitutionernes hverdag. Den enkelte studerende bestemmer selv, hvordan hendes projekt skal tage form, og sammen med fire førsteklasseselever arbejder Heidi Larsen både med fotografiapparatets, minidiscens og videokameraets udtryk. På amtscentralen har hun lånt lidt udstyr, og hver torsdag mødes hun med børnene for at lave lyd og billeder. I dag skal de lave en udstilling med de billeder, børnene har taget af årets gang. De snakker om det gode billede og maler rammer til udstillingen.
Mathias synes ikke, hans billeder blev så gode.
»Det her er ikke godt, for der er en arm med på billedet,« siger han og fremviser et billede med en halv person i venstre hjørne. Et motiv mange kender fra deres eget fotoalbum.
Mathias har været inde på skibakken, der i december lå på Rådhuspladsen i København, for at fotografere et billede af vinter. Han synes, det var en svær opgave, og hans sommerbillede er helt sort.
»Jeg glemte helt at tage det,« siger han og forklarer det med, at han sådan koncentrerede sig om at lave de andre billeder gode.
»Det her skal i vinterrammen, for her kom jeg rigtig tæt på, og man kan se menneskerne på skibakken,« siger han.
Han har lært at bruge både fokus og blitz med et engangskamera, og han ved godt, hvad han vil bruge det til.
»Hvis jeg havde et kamera, ville jeg tage et billede, når jeg er inde og se fodbold. Så kan jeg blære mig med, at jeg har set fodboldspillerne,« siger han.
Han mener, at billeder især bruges til dokumentation.
»For eksempel så man kan huske, hvordan det var på ferien,« siger han.
Men han har også lært, at billederne ikke altid er til at stole på.
»For eksempel kan Harry Potters kost jo ikke rigtig flyve. Jeg vil tro, de bare bruger papirs-tegninger og filmer dem,« siger han.
Når han næste torsdag får et videokamera i hånden, skal hans film handle om fodbold.