Bingo i tredje forsøg

Strejken mod BUPL-A bliver ikke til noget. HK'erne i pædagogernes arbejdsløshedskasse, som to gange har stemt nej, godkendte ved deres tredje urafstemning en ny overenskomst

Arbejdsløse pædagoger og klubfolk behøver ikke mere ryste i bukserne. Der bliver alligevel ikke noget stop eller andre uregelmæssigheder i forsyningen med dagpenge. HK-medarbejderne i BUPL-A accepterede ved en uafstemning i sidste uge med stemmetallene 16 - 9 det resultat, som deres forhandlere havde opnået i tredje forsøg. Derfor har HK København Service afblæst den strejke, som med virkning fra 1. november var varslet mod BUPL-A.

Uenigheden mellem medarbejderne og BUPL-A har været af den klassiske slags. Medarbejderne ville have mere i løn, end arbejdsgiverne var parate til at give.

Hans Jørgen Grenaae, der er tillidsrepræsentant for de 32 sagsbehandlere på a-kassens lokalkontorer, som overenskomsten dækker, konstaterer, at der pengemæssigt ikke er kommet mere på bordet, end der var i de to første forhandlingsrunder.

"Vi får 9,24 procent. Det svarer til, hvad de kommunalt ansatte har fået via KTO-forliget," siger Hans Jørgen Grenaae.

At kollegernes flertal alligevel har stemt ja, forklarer han på denne måde:

"Der er kommet jævnere fordeling af pengene. Og så har man vel besluttet sig for at have tillid til, at ledelsen mener det analysearbejde, som nu skal i gang om lønforholdene, alvorligt. Vi forventer i hvert fald, at der bliver gjort noget, når det viser sig, at der er skævheder i vores lønsystem."

Formanden for BUPL-A, Lis Pedersen fra BUPL's forretningsudvalg, er først og fremmest glad for, at der fundet en løsning i mindelighed, og så bekræfter hun i øvrigt, at ledelsen tager analysearbejdet alvorligt.

"Hvis der viser sig nogle problemer, så vil vi kigge på dem. Men det har vi nu villet hele tiden," siger Lis Pedersen.

Den ny overenskomst gælder indtil 1. maj 2005.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.