Arbejdsmiljøet under pres

Man skulle ikke tro, at det bekymrer beskæftigelsesministeren, at meget tyder på, at de små ungdomsårgange medfører problemer med at rekruttere medarbejdere i en nær fremtid.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen hævder, at arbejdsmiljøet plejes bedst ved dialog og samarbejde, og samtidig vil regeringen fjerne institutioner, man skal samarbejde med.

Selvfølgelig kan man ikke fortænke ministeren i at "tone rent flag" og demonstrere, at den nye regering tilsyneladende ikke er de ansatte venligt stemt. Men i lyset af, at omkring 60.000 årligt kommer skade eller har skadevirkninger af jobbet - som betyder en samfundsudgift tæt på 20 milliarder om året - er det totalt fantasiløst at foreslå besparelser på dette vitale område.

Der er netop udsendt en rapport fra AMI, der peger på, at pædagoger ofte lider af generende tinnitus og er støjoverfølsomme. Årsagerne kender vi næsten alt for godt - for lidt plads i daginstitutioner og SFO. Så det er vanskeligt at forestille sig at løsningen er deregulering, altså fjernelse af minimumsstandarder.



Nu reduceres BST-ordningen, som vi ellers så frem til som et løft til arbejdsmiljøet, og der kan ikke mere gives administrative bøder, hvis man ikke er BST tilsluttet, har etableret en sikkerhedsorganisation og har udarbejdet APV (arbejdspladsvurdering).

Vi så også frem til at få ændret arbejdsskadebegrebet, så flere både hurtigere og lettere kunne få anerkendt en arbejdsskade

eller en arbejdsbetinget lidelse.

I dag er det vanskeligt at få anerkendt e række ulykker, fordi de betragtes som skader, man må regne med kan ske på den type job - og det er jo helt urimeligt Nu vil den nye minister tilsidesætte det ændringsarbejde, der er lavet gennem det seneste halvandet års tid, og sende det tilbage til udvalg - det ligner jo forhaling.



Man skulle ikke tro, at det bekymrer beskæftigelsesministeren, at meget tyder på, at de små ungdomsårgange medfører problemer med at rekruttere medarbejdere i en nær fremtid. Forringelser af arbejdsmiljøindsatsen trækker i samme retning, så medarbejdere måske tidligere end selv ønsket forlader arbejdsmarkedet, og dermed får vi endnu vanskeligere ved at opretholde den beskæftigelse, der skal til for at holde samfundshjulene i gang. Og så skal jeg undlade at inddrage stramningerne på indvandrerområdet, men det trækker beklageligvis også i samme retning.



Jeg er bekymret for, at en af virkningerne af forringelserne på arbejdsmiljøområdet, som Claus Hjort Frederiksen har sat sig i spidsen for at gennemføre, kan være en blåstempling af manglende indsats for et godt arbejdsmiljø. Det er stærkt utilfredsstillende og kritisabelt.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.