1.800 efteruddannes til nye roller i folkeskolen
1.800 efteruddannes til nye roller i folkeskolen
Hele 1.800 pædagoger kan se frem til et markant kompetenceløft i løbet af de næste to år. A.P. Møller Fonden har netop besluttet at støtte et stort efteruddannelsesprojekt, som BUPL og Kommunernes Landsforening (KL) står bag, med mellem 18 og 20 millioner kroner.
Der er i dag cirka 15.000 pædagoger på skole- og fritidsområdet, og med folkeskolereformen har de fået en ny og mere fremtrædende rolle i børnenes skoledag. En rolle, som stiller andre krav til pædagogernes kompetencer. BUPL-formand Elisa Bergmann glæder sig derfor til, at der kommer mere fokus på pædagogernes kompetencer og styrker i den nye skole.
»Jeg er virkelig glad for, at A.P. Møller Fonden bakker op om projektet. Det er en forsinket julegave, som ikke bare vores medlemmer – men også børnene – får stor glæde af. Vi ved, at skolereformen flere steder har været en stor omvæltning for mange pædagoger,« siger hun.
BUPL-formanden mener, at der ikke har været nok fokus på pædagogernes rolle i skolen og de nye elementer i skolereformen som for eksempel understøttende undervisning.
»Uddannelsesprojektet vil uden tvivl styrke vores rolle i skolen, og jeg sendte gerne alle 15.000 pædagoger af sted med det samme. Men nu tager vi 1.800 pædagoger i første omgang, og så er jeg sikker på, at flere vil følge efter i de kommende år,« siger Elisa Bergmann.
Uddannelsesindsatsen bliver spredt over hele landet og vil blive gennemført af flere professionshøjskoler. 50 af landets kommuner har på forhånd ønsket at deltage i projektet. De første pædagoger begynder på uddannelsen i foråret 2016.