13.097.586 kroner til BUPL-medlemmer. Psykiske skader anerkendes sjældent
13.097.586 kroner til BUPL-medlemmer. Psykiske skader anerkendes sjældent
Arbejdsskadede BUPL-medlemmer blev i 2015 med fagforeningens hjælp tilkendt mere end 13 millioner kroner i erstatning for deres skader, som tæller alt fra ødelagte rygge til psykiske lidelser og høresygdomme. Det viser en ny arbejdsskadestatistik fra BUPL.
Arbejdsulykkerne bliver for det meste anerkendt, men når det handler om erhvervssygdomme, som typisk udvikles efter længere tids fysisk eller psykisk belastning, er det meget svært at få sin skade anerkendt, især de psykiske skader, fortæller Jacob Madsen, arbejdsskadekonsulent i BUPL.
»Årsagen til de psykiske lidelser er oftest samarbejdsproblemer og dårligt psykisk arbejdsmiljø, men i de sager er det svært at bevise, at lidelsen udelukkende skyldes arbejdet,« siger han.
I 2015 blev kun tre ud af 111 psykiske lidelser anerkendt.
»I alle tre tilfælde handlede sagerne om vold og trusler, og det er nogle af de få psykiske erhvervssygdomssager, vi får anerkendt. Men man skal jo næsten have været i krig,« siger han.
Også kun tre ud af 31 fysiske erhvervssygdomssager blev i 2015 anerkendt. Alle tre var hudsygdomme.
Fakta om de arbejdsskadesager, der blev afsluttet i 2015
Antal afsluttede sager .............................................................................................. 321
heraf 179 arbejdsulykker og 142 erhvervssygdomme
Så mange bliver anerkendt
Ud af 179 arbejdsulykker ................................................................................. 60 %
Ud af 142 erhvervssygdomssager .................................................................... 6 %
Oftest forekommende erhvervssygdom
Psykisk lidelse .......................................................................... 78 %
Så mange fik erstatning
Pædagoger, der fik godtgørelse for varigt mén .................................................... 64
Pædagoger, der fik godtgørelse for tab af erhvervsevne .................................... 11